Føge

The Old Danish word Føge can mean:

• go.
• 1) føje (sammen); compagino, sammen at føge. Vocab. 1514. —
• 2) rette, stille, føje; Maria føue thz saa mz mik, ath jek ewerdeligh thiener thik. Psalme- digtn. I. ixb; føge thette mit arbeijde efter danscke maals ejjedom. Fr. Wormordsen, Dauids Psaltere,24; thz, som aff wort forstand kwnde seg allerbeste føge. sst. bl; hann kunde wel føge sin ord. Grundtv., Folkev. I. 146b; føffuer. sst. I. 283a; hand føger ilde sin mund, som ondt cvinser. P. Syv. I. bå. — verden hafidæ sigh føgith soå, ath the skulde ther fymnis bodhæ. Romant. Digtn. XL. 181. —
• 3) give, unde; ewinne- ligh visdom vnder hugswalelses kæp føgher han beskedelig refses lim. H.. Suso. 1191; skulle wii eller wor affkomme, om Gud oss them føger (1513). Geb. Ark. Åvsb. IL 62; huad for en person Gud teckedis at føye dennem for en heme oc konge. Hvitf. VI. 5; om Gud føyer eder liffuet. sst. VIII 286; giffer Gud aff sin godhed, huad gaatt hand oss vill føje. Ranch. 225. —
• 4) føje, rette] sig efter; fogedæ the stwndwm al- mwgen, nar ban hafdæ paafwndett then rette mand. Biskopper(ne)s Gensv. bb2". — 5) begive sig, hjælpe sig frem til; han froster væogligh thing, ther venter at føghe sek til so stor vold met so stor slim- het. HM. Suso. 11.96; vi foyer os til huilen sød, Psalmedigtn. I. 8852; til roosted jeg mig føjer. Hexaem. 216; fosteret fornemmer denne luft oc føyer sig saa i mere oc mere effter den mod vdgangen ox matrice. I. Il. Skonning, Hed. Philos. 879; som du har dig føyet hen op til himmerig (1685). D. Saml. 2. R. VI. 205. Smlgn. sv. foga (jvfr. Ihre, Gloss. I. 513); Schou L.: vogen samt be-, bort-, efter, forføge.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᚯᚵᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.

Similar entries:

• Føge (II)