Vige

The Old Danish word Vige can mean:

• go. (isl vikja)
• 1) vige, gå bort fra, forlade; vige same gaard (1558). Rsv I. 212; motte vige sit sogenn och flytte til Otthense (1562) Rsv IL. 319-20; den gamle S vigte sædet. VAS 126 (endnu brugeligt i deme forb, jf MbO: vige 3)); — naar han siden for en odelsbaaren maa vige so samme gaard. Fdg 74/1 1771 indl. — forlade for, overlade; ingen af dennem vilde vige den anden sin for- del. Hvf II. 61. — undgå; ingen kand vige døden. VAS 190. — med fho. el. bio.; ieg wijger icke fra thije wijtnisbyrdt. Ps 119157 (FV, andre tider i flgd. overs.); VAS 122; Beg 52; Hvf IX. i 1" (ovf. I. 42320); raade band hende til at vige af udip ø et andet kammer. BT% ed. — dat; (1433). NAM VIL 270 (ovf. IV. 3910); Dom 148 (Tdm, ovf, IV. 779b19); der mand først vigede fra den rette Cul. Tdm r6; vigede slet aff garden, HWR 192"; Herl Tr 38 (ovf, I. 172bøj; vigte hand ud ad døren. VdSv 105; R vigte aff, effter at mange Vaal ihielslagen. Hvf I. nn "; der de vigede hen at slacte. Hos 52 (1607; 1047:»o vare afvigede); (1609). DMs IV. 13 (ovf. III. 534 am); hand vigte icke fod tilbage. HelvE tttt1'y; hand sele hen til sip Albanum. BT JL 260; ål 204 (ovf. IV. 101b). — tan; Wo gang er ioke wijghett fra thijne weije. Ds 4430 (FV; 1550 og flgd. overs.: vgedo); den fruct er vigen fra dig. Åb 1814 (1550, 1647); ApG 16 (sst.); itt haffue vigtt fra raadett (1539). Rv I. 219; er hun vigt langt fra dem. HWR 118"; den ene herre var vigtfor den anden i saadamne fald. VASv127; det gemeene folck er viget fra høfdingerne. BT JI. 71; den svenske var gapdske viget fra rjgernis gamle forbund. RFII 80. — have afstand; fra jul viger paaske-fest tre maaneder. ComD $ 779 (= ] recedere). —
• 2) gå af vejen for, give efter for; det røde haff da vigte dem. Psd I. 672; vndertiden ochsaa vogne synder- hrydes, naar dend eene møder dend anden och maa vige huerandre (1638). KD HI. 183; — SK v157 (ovf. u.» eftfre, go. 3)); de lade deris begynte kære falde oc vige de mectige. HWR 192; HemmE 106 (ovf. III. 71624); é vilde hin anden ey vige. VAV I. m 15 v24; sølf mane guldet viige, Hex 924; om det er tjd at jage den (9: vreden) tilbage, eller mand skal vige den lidet. BT II. 70; vil ikke sværdet vige. KPs 88. —
• 3) v. sig (isl vikja så) 9: vige af vejen, bøje sig sortil siden; RD IIL 708 (ovf. IV. 65080 = veg. OP V. 487). —
• 4) drive til side; de viger tilside de unge folk, sm i mængde løber paa gaden. DM V. 279. Skønt stemmende med Isl er demne bet. så ualm., at den vist hænger sammen med, at forf, var norsk, jf Åsen: vikja. Til bøjn jf PG 278 (svagt); v Aph I. 781b: veeg vel vig- ede. Gennemgående stærk bøjn i Nord 0 og T (dog ags gevicjan svagt), også i dial, jf Lyngb 61, Lyngb" 35, Jensen, Vendelbomå] $ 559; Thorsen" & 181, men synes at have været ude af brug i flere årh (omtr 1500—1800). Stærk bejn nævnes endnu ikke HøjsgG 97, BadG 124. JF stige, svige. Jf af-, bort, fra-, hen-, ind-, ud-, und.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᛁᚵᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.