Ved(er)galåjug

The Old Danish word Ved(er)galåjug can mean:

• no. (æn vidrgangr) tilståelse, godkendelse, tilslut- ung; Br 5810 (ovf. III. 647 b7); ther sigtes næy fore roeff oc wor ey wether- fg (1417). DM I. 368; ær han ved- ss, tha skal hans vedgong æy skadæ lanom. NAM VIL 195; haffuer met Bgens raads samtyeke oc almuens ved- $ug glort den handfestning. Hvf II.fo — Ved(er)ga[ålnge [-gå], go. ev viberganga, fsv vidherga) 1) ved- gå, vedkende sig; the cristne torde ey vethergange Jhesum Cristum. HKv 6110; NAM VI 195 (ovf. del(d) 2) slutn); han ræddæs at wedergaa, at hon war hannom tilføghet j hionelagh, ÆB 1 Msb 267; huilcket de Holster herrer selfi haffue vedganget. Hvi V. 109; VI. 205; (1621). NAM 1. 890; maae feldtherren selv vedgange ogbekiende. AB II. 201; — efter huilcken arff oc gield ey er vedgaaen (1621). Rsv% IV. 382. — 2) 1 sig v. 9: ladesig mærke med; lader eder icke ved gaa, att ieg med eder thalde saa. Rch 178, 289; efterdi skaden var maadelig, vilde hand dog icke lade sig mercke eller vedgaae. RFII 148; Jader sig vedgaa, at de hafver lyst till deris gud. GHD II. 128. Jf lade 2 9), gange 19). — Ved(er)ga[å)ngels(e), no. (fsv vidhergangilse) vedgåelse, bekendelse; gøræ bode oss falkomen i hans naffn vith gaugels. HKv 582; i gøme ether tro oc ræt vether gangels. sst. 8812; thinne vedergongels heller then nektæls. NAM VI. 192; — ved- gåelse. M.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᚽᚦ(ᚽᚱ)ᚵᛆᛚᚮᛁᚢᚵ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.