Valå]nlighed

The Old Danish word Valå]nlighed can mean:

• no. (sv vanlighet) sæd- vane, skik; tbett (0: et nyfødt barn) uden alle ceremonier och wonligheedt er bleffuen udi graffuen nedersatt (159Rsv IV. 280; — vanlighed, M (= solennitas). — Vænje [vænne], go. (isl venja) vænne; ont ær at wænyæ thet swijn aff wong, som i ær want. PL%I. nr 27, 855; desuesco, aff at venyes. CPV (Etym 1260: vænnis fra); er han icke god at venye der fra igen. HWR 25%. — dat. (isl vandi); hand vande sig til at sønderriffue. Joz 196; af barnsbeen vandte de sig til sørøveri. KSB b2. — bleff Esau en iegere, wond til marcken. 1 Msb 2527; haffde hand vaand sig aff at svære. PISv a4"; ieg hafver plat vaand mig der fra. Rch s295; naar de hafve vaant sig til. BT 10. 79. Jf. Højsgå 97: væner — vænede (vænte) — væned (vænt, u. H.: vant). — v. ved 0: vænnes til; man ma so længæ væniess wedh ont, at man tycker ont wære got. PL%%I. nr 555; HK 1634 g3 (ovf. I. 7424 nederst); hvad mand lenge vennis ved, det blifver om. sider til ens natur. BT II. 170; jo længre et menniske er i verden, jo mere ven. nes hand ved hende. PSO I. 479. Jr van ved. — tm. = van; — med om; som de haver været vaant at brugeso (1668). Rsv" V. 275; dend, der var vaant at drifve med giedder, kalfre TkH 39. — med fho.; hun er vant met boreri. Ez 2348; imperitus, icke vaant med. Etym 1185; — som vare vaande til at dricke reent vd. VIS 108; saa blifver skibsfoleket vaant til-at taale søen. BT II. 11; — ieg er icke vant der ved. 1 Sam 179 (1550, 1647); naar de bliffue vant vid sligt 20 laan, HWR 9289"; forglemmer mand dem snart, naar mand bliffuer vant ved dem. Tdm I. 612; Steph II. 173 (u. calleo); det, de ey ere vant ved. BT I. indl ad; Jm 24. — Jf be, hus-, købsted-, stor-, storm-, takte, ube-, u-, vang- vedvafåjnt. — If af (1. 364), op-, til-, vedv.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᛆᛚᚮ]ᚿᛚᛁᚵᚼᚽᚦ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.