Vafåjn

The Old Danish word Vafåjn can mean:

• to. (isl vanr)
• 1) vant (til); — med nm.; Ann 1855 25 not (ovf. III. 93b20); HKv Bb (ovf. IL. 195bi9); suomangæ prester, som wanæ æræ at siæ messer (1496). FÅ I 60; al tijn vige fore, som tv wor føre wan at haffue (1510). NAM II. 323; vaar oxen tilforn van ath stange. 2 Msb 2120; HWR 80" (ovf. IIL. 549D10);DgF III, 723a; som de vaare vane at haffue. Hvf TIL. 441; — swosom tw æst won tilforen at gøre. ÆB 1 Msb 4013; wey, with hwilken som the hafthe væræth wonæ ath ga. ÆB Dom 219. — KS I. 514 (ovf, II. 597bss); Heg 50. — med fho.; HS 10015 (ovf. u. forskabe); — van til ondt. PSO I.t., 291; — det, som mennisken er vaan ved, det bekommer hannem best. OS 15; callidus, von ved. Etym 147; AB I. 68 (ovf. IV. 2as3). Jf vænje, tm. —
• 2) sædvanlig; sosom vant ær, at illæ hadhæ the godæ. HKv 5618; themne thing ær møghet von oc hawer ey hent teg enest. HS 858; then sted, som dom ær von at giøræs. NAM VIL 203; DEF I. 49b; thet aldrig var von att udgiffaes aff hans gaardt (1551). Rev I. 168; JL. 155; AB II. 201 (ovf, III.0 31434); — i det hand vil give moore til leye, end som ven var (1668), Rey? V. 271. Jf venni. Varming $ T4 5. Jf De-, gang, ube, u-, vedv.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᛆᚠᚮᛁᚿ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.