Vævrje

The Old Danish word Vævrje can mean:

• go. (isl verja)
• 1) forsvare, værge; wij kwnde oss ey saa wet Rkr h3; verie sig met ild oc suerd. TamU y5; verie sig for deris feoder. PISk d1; vreden forhindrer, at mad ey kand verie sig for skade. Br 49; aarsag nok til krig, at mand før at verie sig. PSO I. 285. — dat. vardi); warde seg mannælege. RDII4248, 532%, 1817; = worde. CP V.188 371, 903; — worde sigh sva ned thollemodh. Kemp 1443 (=1 defendi; Moyses wordhe æller beskormedhest ærnæ. ÆB 2 Msb 217; RD HM (ovf. II. 821 = wardæ. RD 1 Bl W worde seg mannolige. RD Il 3 (= werde. CP V. 2280); DEF IL 608; HWR 255" (ovf. I. 492b uw af dø hand vaarde sig mandoligen. VIS (veriede. sst. 197); de, som vasre sti fare, stormede til klippen, och au vdi verede sig icke. ] Makk 2, 0% — tm.; der H haffde mandeligen ” sig. VdS 36. Til bøjn jf PSK 30: veg vergede, verged; verier, vaarde, veried ; Lyngb" 31. —
• 2) afværge, hindre; at den ene kunde verie den andens indfald. Hvf IL. 94; bygde it feste pa Trafinen, huor met hand vergede dem tilfør til Traminde. Hyf IU. 95; Iuilcket kong C vel menis at kundt verget eller stillet. Hvf IV. 654; at det (2: vandet) andris qvæg kand værge og af marken udeholde. DL 3-18-41. so —
• 3) erklære lovligt (uskyldigt); huat the werie, thet wære warth. Rsv" V. 21 (jf: huad the werge, were wordt (1562). sst. 41). — vise at være uskyldig, rense (for skyld); ther- mett hagde retteligenn vordt synn hø- strue (1558). Rsv II. 259. — især til- lagevirk. rense sig, godtgøre sin skyldfrihed; bødæ 1 skiling sølfs, on han vorder feld meth vitnæ, allerssal han veriæ segh enæ meth eed. Nyrop, Skråer I. 27; (1501). BraschB 302 (ovf. IL. 727 bes); hand werge sig Self! tredie eller bøde tberfor (1509). DM IIl. 234; om han wordher icke greben wedh ferske gerninge ok nether, ta han skal werghe sigh ny synne meth 1 hendber. Rsv' V. 173; er thet han- um vvittherligt, tha werrie segh thet 4 mett 12 neste frenders eedt (1587). sRsvi IV. 177; — han bedhre imodh fore giime eller werghet aff efter laghen (1480). Barner, Fam. Rosenkr. I. dipl 108.— v. sig tilo: hævde sig; werghe sgh hesten till efter laghen (1460). Damer, Fam. Rosenkr. I. dipl 106; dandt hagde fundett samme H till att Jerge sig samme foele till (1587). Rs II. 40. —
• 4) være værge (for- uynder); (1621). Rsv" IV. 340 fi sMV. 767ba1); som vexger for dennem, årris egne verge icke kunde være (1643). Rove IV, 417. — 5) tm. væbnet; ath I strax hiid kommæ til F meth 30 Væliendæ anten til skepps ellær hæst (1408). DoB 399; then sammæ hær lifter vdi sik halftrediæsinstyuæ cu- um vergennæ falk. MR 13420; (1460). Baroer, Fam. Rosenkr. I. dip! 105 (ovf. WV. 22921); DC 873 (ovf. III. 69218);si got bemandet skib met 80 weryndhe luwden bodzmend (1581). NAM VI. 18. — havende (beholdende) sine "åben (ved fri bortgang fra en over- givet fæstning); skal her KB affgaa selff tiende werghende. DC 75. — med v. hånd (mmt mit werender hand) 9: med våben (magt); (1547). Rev" IV. 219 (ovf. II. 284bs1); bar villet overfalde mig med vred hu og værg- ende haand (1578). KhS4 IL. 9; her- tugen skulde faret met vergende haand igiennem landet met kongens wuenner.Hvf III 67; ind[d)ragit til hannom med vred huf och verginde haand. SR I. 16. Jf værjeagtig 3). — Jf af-, for-, ind, lag- (II. 780b47), til-, undv.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᛅᚠᚱᛁᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.