Væt

The Old Danish word Væt can mean:

• se vægt. Vælalt(te), no. (isl vættr) I) væsen, skabning; thenne illgernings væt oc then koklær. HKv 7884; thigh qwærthin onde vættæ. RD Il 164 (= væt. RD I. 36); PL%+ 1. nr 777 (ovf. IV. 918D45); motte ieg were heme, meg vslig wett. ÆdS 103; det er en ond væt, som ej kand bære sin egen fæt. PSO I. 282 (jf PL"+ IL. 163-4); — themne vndæ vath haffuer giælkyr- ins son dræpæth. HKv 7785; Goliath den onde watt. Rch 83. — flt.; så mange kattæ heller och andre saa dan sowette. RD II. 16; j thre ondæ væthæ. sst. 224. — 2) (ond) ånd, trold; en god vette haver det, siges, naar noget er hastigt blevet borte. PSO II. 40-1; — M soa til deffuellen oc sagdæ: høræ thw ondæ wat. HKv 346; icke somm it menniske, men som en vat. Rch 209; — giffue ethert godzs ondæ vættæ. HKv 5624 — vætter skulle der bo. Jes 3414; Etym 591 (ovf. IV. 19657b7). — 3) vat 0: væggelus. M. Mulig i bet. 1) brugt efter den i Thiele III. 48 f omtalte overtro, jf brugen ovf, ls. om skadelige dyr. Jf svd våtta- smed. — 4) noget; se ovf. IV. 523bs4,35; — tøff her huat. Heg 118; — men besterne løtvøttens magted. NyV I. 242 (her nærmest: kun lidt); — især forb med nægtelse; han fryctethem reth ey jen wette. RD IL 14, » 135 (ovf. IV. 456b10), 148; meg hobes, her skal skade ey wetthe. ÆAS 96; paa den dag gaffner eder aldrig en væt. Lyndsay 119. Jf Lund: væt — givev. 0: gøre skade; haffde Hindee været der den vilde kat, Mickel haflåe vist oc giffuit hannem vat. HWR 116 & nt hadde em gewermet dat water, Schrøders udg v 2700). Jf nuv. gøre en noget. — Jf Fritaner?: vætr; Rg Il. 773 IV. 49; VSO: vætte; Schul V. 613bz1. — Jf jule-, knække-, spirre-, underv.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᛅᛏ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.