Udfalde

The Old Danish word Udfalde can mean:

• go. 1) (fsv utfalla) falde ud, bryde ud; bryder vd, vdfalder, ; evelder vd. Etym 431 (u. effervesco); tag dem i haanden din, lad intet kom udfalde. Hex 152; FR's ulyckelige til- fald, der hand udfalt uforvarende og druknede i graven, som gaar om R.2PSV 783. — och er vdfalden met stor vold vdi haabe tal. PlSv b2" (frgd. 0. ovf. u. bryde 10) I. 2812). — gå bort; vorterne strax skulle forsuinde oe udfalde. FD 129 CC. — 2) (sv ut- falla) gøre udfald (krigstog), falde ind (i); stridtfolek aff Syrien vaarevåfaldne oc haffde ført en pige aff Israels land. 2 Kg 52 (1550, 1647); de vdfalde oc ihielslog 1200 aff dedanske. Hvf I. 71, 50; IX. g1; Philist- eme ere vdfaldne i landet. 1 Sam 2327 (1607; 1647: indfaldne); (1611). NAM IL. 12 (ovf. UL 861b16); hand våfaldt oc med vebnet haand fra tog de Sara- cener den kaastelige by. Lysch 121. — 8) gå ud, gå i land; af holkene i tusind ta) udfalde hans faure følge- flok. KO? 04, — komme ud, und- slippe; de ord, en gang ere våfalden m oe talde. SkP 447. — 4) (t ausfallen) have til udfald, blive (til); alt huis hannem til fortræd oc høyeste vanære kunde udfalde. RFII 90; een dee] missforstand oc u-eenighed si; hafver tildraget, som til en langvarig krig ere udfalden. sst. 237. — 4 fældig, to. fremfaldende; procidus, vdfeldig, vdbengende. Etym 195, Jø fældig. Udfange (udfå), go. 1) (sv utfi) få, erholde; (1478). DMs III. 272 (ovf. II. 739b2); (1495). Rsv" V. 213(ovf. III. 564 22); thersom thee gyelden met gode ey udfange kunne. RsyIV, 134; stoor oss icke tiill at giørre, førr end wij vdfange twsinde gulden (1520), NAM V. 119 (wdfaa. sst.; hafflter vd- fangett. sst.). — 2) (fsv utfa) udrede, Jade få; i det gamle. testamente bød Gud, at de skulde tiende vdfaa, PSm f8; han det till kochen sehal udfaae, eptersom behouff kan giores» (1585). NAM IV. 164; vdfaaer, ex promo. Dict. — 3) overgive, låne; alth handfanget gods, som wdfoet er paa gode troo och loffue (1598). KD 1. 390 (= vdfangit. Hvf VIL 57, ifrrata); hand haffuer vdfaaet it suerd at feye. Ez 2111 (1550, 1647); den som vdfaar oc loen. HWR 6"; om den, som pengene udfaar, icke vil nøyes med den billige rente (1648). Rsv'0IV. 476. — 4) bringe til, uddele; i haffue selfine at mereke, hworlunde 'breffuene skulle vdfaaes till almwen (1502). DMs II. 45; — hans søster baffde udfagett och fortt saa møgitt udi JH's boe (1559). Rsv I. 265. J fange (1. 505b). Vafare, go. (fsv utfara) drage ud; sidhen wor herræ konung W wthfor af Danmark oc til Thyderland (1390) DOB 56; ieg vil våfare oc vere en falsk aand. 2 Kr 18% (1550, 1647); Bar 2173 effter de fra Grønland vd- foere. LyschG r2; nu maa min siel udfare aff mig. JDV g3; biørnen af hul udfar, Hex 22; LA 189 (owf. Ill 614b9). — særlig drage ud til krig; (1428). DM V. 320 (ovf. IV. 157bø); før end hand våfoer sidste gang 0% vaar skicket til ommeral. HemmT dl";endeel udfarer til krigen. AB II. 22%- — komme frem med; som vij hafiue tallit sammen, er hand ber vå- faren med nogenn besverlige thale(1561) NAM VI. 151.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚢᚦᚠᛆᛚᚦᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.