Tyngelse

The Old Danish word Tyngelse can mean:

• no. (fsv thyngilse) = tynge 1); aff korssens tyngelsæ neijrsegnede vor herre. Me 19. 2 Tyngsel (tyngsle), no. (isl byngs)
• 1) = tynge 1); med sin tyngsel stoor slaaer fienden død den stærke. Hex 229; hun skal sin moeders skød med tøngsel ej besvære. SP al; en deel heste aff den mæetige hede oc vor reysetoys tongsel faldt døde ned. RF II. 411. — vægt, byrde; siden leggis et log oftver med et reent tyngsel. Holst V. 145; et træ, som af siv fruet nedbøjet for tyngsel broste vilnd. »OB 3. — tunghed, mathed; man ma koppæ sættæ for thyngslæ i howeth. DMs IL 174; fiall thyngsel a hanmun. HKv 321. —
• 2) = tynge 2); the framlegge there formanne vskelle thyngsel. HS 431 (= 1 gravamina indebita superiorum. udg 1726 75); det er os en tyngsel oc hinder, så ofte ad klæde os af oc paa. ComD $ 510. —
• 3) = tynge 3); sosom thevelæ vntgaa then thyngsel och pine som æræ screfnæ i thennæ. skra weth hvær brødæ. Nyrop, Skråer I. 20 (er nærmest: bøde); (1488). Hib 1. 64 (ovf. III. 565249). —
• 4) forstoppelse (hos kvæg). M. Jf bet. — Tynke no. = tynge 2). M. ; . — Punge, no. hunk (co is] tunge) | nuv. bet.; wore myn tunghæ giort af stoll ok hun hadhæ mall, Ps I vis;. so PL%% I. nr 741; HM 122; hand stileyn tungge, at hun inthet ondt tal. 1 Pet 330 (1524, CP, 1550); huadt kan een falske twnge giore teg eller huadt kan hwn frambringe? Ps 1209 (FV, 1550); TSd 49" (ovf. IV. 49bai); hand skar oc tungen aft N oc befalede at hugge hende i stycke. 2 Makk 1583; PIV 1196 (ovf. u. firefold); 12810; tungen hun er slet vden al ben. HWR 100"; tungen bliffuer Jam, huilcket her aff kommer, at de aarer, som hende røre, ere skrøbelige. SmdLb I. 49%, 160%; tungen skal ej tale, føbun haver lov dertil. PSO I. 434; — sohwat som twng kan seyie af thin priis, HS 11711-12 (jf ovf. II. 718 228). Jform, jf Thors 42; Jensen, Vendelbo- mål $ 380j. — udskæring (udriv- ning) af tungen som straf for guds- Ddespottelse; hvo som overbevisis at have lastet Gud, hannem skal tungen lvendis af hans mund udskæris. DL 61-7; en deel, førend de monne blifve henrettede, udskæris dem tungen udafmunden. ComO 889; hand, formedelst at hand haver lastet Gud, er dømt, at hannom tungen levendes af munden skal udrives (1708). KD VIIL 27. — lave på t. 0: tale om; Heg 242 (ov. II. 517 b49). — have under sin to: have (hemmelig) i sinde; han hade alt andet vader sin tunge, HWR 14%. — lægge t. på axlene (for) Døje sig (for), føje; som icke såå lige er dem tilmaade med at legge tungen paa axlene for dem eller at falde paa knæ oc tilbede dennem. MiaP dedik b3. JF ovf. IL. 658brr — sætte på t. 0: give sig til at tale (ilde) om; naar de Jaste den utuet, de unge haffue giort, da sette de dem paa tunge. Psd I. 81 b. — tage t. af munden på en o: få en til at sige noget uWimeligt; dw lader hannem tages hwaslvngen aff munden paa dig met hans forredelige ord. OP V. 16617. — tærske med t. 0: bruge listige ord; Reh 76 i r. (ovf. TV. 21407); som saa met sin tunge tersker oc bær andre om by. KP i5. Jf tungetærsker. — som fiskenavn om en flynderart. Hex 193 (ovf, IL. 75722); Steph 1. 1252 (wsolea). Navnet af formen og derfor alm. i fi Sprog, jf Krøyer 11. 469; NemnM 1012. — tunge på en vægt skål; Verden er faar dig som den lille tunge Ma vecten. Visd 1123 (1550, 1647); Sxamen, tunge paa skalveet. Etym 70; Steph I. 2862. — Jf bjæffe (IV. 402bw), edder-, klo(v)-, lispe- (II. 879b), nøde-, odder-, oxe-, silke-, skjaldre-, skænds-, sladder, sort hunde- (IV. 221), stent; slikke-, stak-, stakket-, svar-, tvetunget.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛏᛦᚿᚵᚽᛚᛋᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.