Tilfa[æjld

The Old Danish word Tilfa[æjld can mean:

• no. 1) nedfald, ned- knæling; (1828). DM 1IL 237 (ovf.t III. 587bs). — 2) anfald; han slo ij det forste tilfald thoo aff deres høffwitsmend. TdmH 26; — Jm 49 (ovf. IV. 26Tbss). — 8) hændelse, tilfælde (især ulykkeligt); manghæ bomæ nødh oc tilfall. MR 17510; casus, tilfald, hendelse. Etym 182; WD II. 123 (ovf. III. 73741); det store tilfald med hans landflyetighed. BT? d4'; Jm 150; — dend natur-lige tilbøjelighed til sandant at for- rette, som er i dette tilfald, en poe- tiske' vene. Pros 90; er sig tiltraget et sørgeligt tilfald. RFII 296; lykke er bedre end raad, besynderligen i hastigt tilfald. PSO I. 339. Jf æn tilfall, ik. — om en eller anden tilfald kunde skee. Bernts II. 58; (1661). DM I. 176; (1666). DS V. 344; DebK 2 (ovf. IV. 42b3); min Gud, som ej i nogen nods tilfall dem, paa dig tro'r, forlader. AB I. 227 b; i ald tilfald isand- heds vey at vandre. KPs 93. Jf mnt tovall, hank. — fit; atschillige tillfalld wdi cchteskabs sager (1579). KhS VI s396; (1582). Rsv% IV. 307; en anden årick for adskillige bræck oc tilfald. Holst VI. 18; ere der dog de tilfald, udi hvilke mand oc skal giøre den- nem til gode, mand hafver ond for- haabing om. BT I. 13; (1656). KD IL. 458; Jm 2; — udi disse tilfalde beste raad ere hosz Gud at søge (1648). Rsv" IV. 429. Jf u, bet 4). JF fald 6). — udfald; atwoktændhe thingh- ens tilfaldh æller tilkommælse. ÆB 2 Msb 24 (Vulg: eventum). — 4) lejlighed, anledning; hiclper eder selff, men i haffue nu vdi effne, ocsaa got tilfald er. Hvf VIIL 259; — skulle procuratorer ingen tilfalde giffue, at dommene vitløfftigere end tilbørligt skulle forfattis (1643). Rsv" IV. 446- 447. — 5) støtte, adkomst, til- slutning; haffuer the icke vidst so5nogen orsage eller tilfaldt, thend, theris eedt kunde felde (1575). Rsv II. 259, 296 (ovf. II. 40124); Reh 44 (ovf. I. 56028).

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛏᛁᛚᚠᛆ[ᛅᛁᛚᚦ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.