Tig

The Old Danish word Tig can mean:

• no. (is] tik) 1) tævehund; thy faltt paa iordenn som thygge. DgF L 4052; HWR 78 (ovf. IL. 55121), 109 (ovf. IV. 272261); saa karig som ind tig. Kv v 8012 (jf nuv. karrig hund se VSO: hund 2)); ieg saa iblant de vilde tige, ad een oc hver af dem flux søgt? sin lige. TkB 27. — 2) umenneske, usling; ther bode saa arghæ tigæ. Rkr hl (jf so manghe womtroldh. sst.); bliffue han en tig, som det wurder. CP V. 2314-15 (== nydingh, RD JIL. 3116). — unge stolte piger ofte gamle tigger. PSO I. 215 (her: skøger). Jf gård-, halv-, skindt.Tilg)e (tide), go. (isl pegja, fsvpighia) 1) tie; j skullæ tighe. ÆB2 Msb 1414 (1607: tie); PSm 3 (ovf. IV. 182be7); jeg wil tige der om. Corvinus, Post IL 15%; Kv v2419; kandst du tige »voc lide da skalt du vden all tuil see Herrens hielp. Kemp? 165 (= thik. Kemp 5619); — thu scalt alstings tiæ. HS 718; PL+% I. nr 269 (ovf. III. 750b10); ingen quindfolek kunde tiie, men alle mandfolck kunde tiie. Jm 223; det er tidt bedre at tie med en skade, end tale med 2. PSO I. 434, — nut.; thigær han ther met (1444), Nyrop, Skråer I. 712; han tighær. 4 Msb 304 (ÆB; 1350: tier der til); huo for smiger eller trusel tiger oc den rette sandhed icke siger. HWR 026%; Ps 281 (CP; 1550; tier); jeg kjender vel min plict; derfor ej længer tjger. PSL a2; — the tidhæ tha qwærræ som steenæ. HM 48; du tider der ved. OP I. 208 (= Hab 113, 1550: tier); — sileo, tier stille. Etym 1172, 1279 (v. taceo); Steph II. 1283, 1361; PSO I. 430 (ovf. II. 682b2). — dat, (isl pagdi); Jhesus tagde. HKv 151 (= Matt 2668 (CP og flgd. overs);1524: taffde); Br 157 28-29; her Y sadh oc tagdæ. RD II. 190 (= thavwde. sst. I. 68); OP 1. 881; IL 374; V. 43617; the wundrede paa hans svar oc tagde stille. Luk 2026 (1524 og flgd. overs.); tagde icke end aldelis stille. Tdm III. 21%; VdS 85; hu tagde stille, Test 11; A tagde oc gick med forvndrelse der fra. SkP 328; PSO II. 37 (ovf. IL. 258 bæ); — hand so thagd stille. Mark 1461 (1524, CPog 1550: tagde; 1607: taugde); — ha tawdhe, soo længhe the jgæn skulde kommæ. 1 Msb 345 (ÆB; 1550: tagde); Rkr h2 (ovf. II. 682bs); DM V. 2il (ovf. IX. 441bs1); HWR 14" (ovf. IL 682 bs); tawde stille. Hasenmiiller b8; ieg taugde dertil. JDV k12; de taugde stille. BT HL. 87; — alle tha tauede the keemper. DgF I. 1624;—nes conticuerunt, de tang alle til- lige. Etym 1280 (= taugde. Diet rd); hand taug. BT I. 97; hun taw, Ju 207; tiger, tagde og tag. PSK 31;— tier, tiede, tav. HøjsgG 96; — A teg noget lided. Jm 67; hun teeg stille oc giorde ingen miner fiere, Jm 12i- Jf Lyngb" 57; Varming $ 209; Ko I. 119; Rietz: tiga; Råq I 216-1.— J tiede dertil. Holb Khist 249. bøjbdm.; tigh vap! RD III. 316; Ps307 (CP, ovf. II. 683b81); — ÆB Dum 1839 (ovf. II. 682b5); — OP I 8 (ovf. Il. 682b9). — put tm; på gerne ok tygende. Kemp 1001; Skå den samme part fortellies saa lang somelig, at wnge folok maa tidendis hoess seg sielff kunde følge med (1539). RK) I. 61; at huer aff bondefolcked knd såa tidendis wed seg sielfi tellie dennom effter, sst. 63; PLÆ% I. nr 161 (ovf. IV. 316b21). — ] tm (is! hag(2)t); ieg haffuer vel hørt der meget sagd, i maatte end helder haffue tagd. PSm e1; Jiffuet, som de kunde be- holdet, om de haffde tagt stille. VAS 98;— PL%% I. nr. 857 (ovf. IV. 816 b 5); om hand slet hafde taugd. BT 1. 37; — thatalæthæ hansson, ther længæ hauthæ theyd. NAM V. 168. Jf henvisn, v. dat. — tiende fællig 0: stiltiende fæl- lesskab (for hvilket der ikke er sket redegørelse); (1548). Rsv I. 112 (ovf. u.fælag 1). — t. messe (fsv pigiande måssa) stille messe (den del af »pmadvertjenesten, der i den romerske lirke læses med svag røst); hwat merkær tyendæ messæ. Luc 15; CP IL. 435; den grumme forferdelige ti-ende messe (1531). KBb II. 48; den tidende messe, som kallis canon, wille wy, de skulle plat offuergiftue (1539). RÅK) 1. 56; de tijt holt tiende messer, for de vaare saa fulde aff vijn, at de icke kunde tale. KP g8; saerum oper- 3taneum, tiendis messe. Etym 878. Jf DuC: missa bassa. — t. sag 9: sag, for hvilken der ikke er fort vidn- er (upåtalt?); hvortil jeg svarer og sætter i rette, om nogen bør at have bøder for tiende sag (1609). DM4 IV. 132. —2) fortie, dølge, udelade; thet loff thet tyæs thaa, ath tegnæ then meglæ drøvelsæ. Luc 10; MR 179; RD IL 69; (1484). Rev" V. 4 — 552; HM 70; wi kunde icke thie the tingest. ApG 420 (1524, CP); PR 14; som haffue væred tagde fra ewig tid. Rom 162 (CP og flgå. overs, 1594: fortanff); T 48; SK v374; PSm el"; en waiss mand sin egen skam icke tige kand. HWR 14; Tdm III. 70"; VAS 14; hun taffde samme gierning (1595). Rsv IV, 488; Ps 293 (ovf. IV. 180218); taler det, som burde at være tangdt. JDV x1; hand mit nafn ;lafver taugt oc dølt. FD 106 D; hand fortalde, hvorledis hand hafde lid skib- brud, men hand taug, hvorledis hand var, blefven hiulpet. BT IJ. 97, 1445 hviloket om vi ville tjde eller hindre liuset. HiorP fort til læseren 3; Jm 49, 223; hvad hand vil self hafve tavt eller fortiet. ExB" 43; det, som er tagd, kand siges, men det, som er sagd, kand ej ties. PSO I. 444, 57. Jf Holb M. poet. Skr. ved Liebenb 382. — Jf for-, kvær-, over-, tilt. —soTi(g)else, no. tavshed; — sætte evindelig t. (o)på o: erklære for afgjort (så det ej kan påtales); sætte vy then sag ewynnelighe tyælsæ paa (1467). DC 186; SRD IV. 857 (ovf. IV. 278 am); (1490). Hub 1. 75; (1582). FAL 166; vor thend sag satt evinde- lig tigelse upaa (1584). Rsv I. 242; (1621). Rsv% IV. 346, — være t. på 0: være afgjort; evig tielse skal vereaa, hues som er skeet imod kong H. Hvf VI. 139 i r. (= vere en fuld- kommen aftalen sag til evig tid. sst.). Jf fort.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛏᛁᚵ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.