Tid

The Old Danish word Tid can mean:

• to. (isl tidr)
• 1) foregående, skeende; han weth thet, ther tlith ær i annen manz hwss. Luc 49; han skulde see, huat tit vorde. HKv 158; — han sade han- num, hwat tydest war. RD III. 3816 (= naar tid vaare. CP V. 2753, mis- forståt). —
• 2) sædvanlig; man scal saa lefwe, som paa landh ær tijd. ePL" L nr. 8. — Tid(t), bio. (fsv tidha) i muv. bet.; huor tijdt haffde jeg wild forsamblet thine børn. Matt 23s7 (1524, OP); 171 (ovf. UK. 281 bs); sso tijdt som i dricken. 1 Kor Is (sst.); Pouch f5 (ovf. III. 643bs)); identidem, titt och imellemstund. Etym 598, 262 (u. crebro), 1089 (ovf, III. 281 bs); huileken dyden tit er foruden, BT II. 146; — 2 gr.; vi villæ tøm aldræ thydræ gøræ. Luc 62; tidere eller ofthere ændb i reth orlæ mark- edh (1504). Ribe Progr 1847 12 (frgd,19 0. u. bolsmed); hun skal tidre gaa i døden, end du skalt. PID e1'; — hadde icke Gud send hannum Roland till hiælpæ, tha hadde han aldvig boreth cronæ tydher. RD III. 7019; føer NT sig tidher ind pa PA, tha skal NT være æreløss. DMs I. 122; det er, tider skeed, at du haffuer brugt slig skalekesned. Heg 115, 187, 155; kom- mer din staader her tider igien. Rob 316; —-- Dmdo 71 (ovf. IV. 107ag); — tiere (tidere). PSK 18; HøjsgG $ 139; — tire. PG 832; vi seer vore ansicter icke tire, end vi kommer for speylet. GHD Il. 117, 265, 308. — 39.; met gerning tee the som tydest; vtrolighet. HS 1718; — den er tiest udi bastuerne. BT II. 146; PG 33%; HøjsgG $ 139; — der tirest hafver fortient at bede om forladelse. BTIL 30 112.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛏᛁᚦ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.

Also available in related dictionaries:

This headword also appears in dictionaries of other languages closely related to Old Danish.

• Old Norse - Cleasby & Vigfusson Dictionary
• Old Icelandic - Geir Zoëga's Dictionary
• Old Norwegian - Johan Fritzner's Dictionary