Tible

The Old Danish word Tible can mean:

• go. dryppe. M. Jf svå tippa, se+ Zippeln.Må, no. hunk. (c isl tid) 1) i mv. bet.; jeg fortæret then tidh oc Vannød henne i hugmodh. HS 13823-24; ÆB 1 Msb 4120 (ovf. II. 588%); alle then tijd bvn scall ransages aff teg. Dommed c8"; 1 Msb 4181 (ovf. IV. 333bs9); bliffner mennisken bort ryet j den onde tid, naar bun falder hastelige offner dem. Præd 912 (jf AretS b2); naar tiden hun kom, de skulde det giøre. Rerav, Frl1 13; Psd I. 193a; tiden lader oss see, huadhuer i sin tid forsømmer, vil hun oc snarlig forglemme. Lysch 68; Bernhardi dom om tiden ... hand beskriffuer hinde. SKP fort 23; Ovidius ingen- Junde haffuer giort tiden w-ræt, idet hand hinde saaledis affmaler. SKR eece2; mand skal tage tiden, som hun kommer. PSO I. 254. — fit; hwn sidder alle tiide mith emellom prowesten oc mester H (1517). DM1V. 279; som gienge vaar paa de tide. Hvf II. 71; paa de tide eller den tid.Etym 1297; som du haer fristet paa de tiide. Hex 88 (rimord: viide; tider. sst. 232 (rimord: skriider)); da er det paa de tide. NyV I. 297 (rimord: vide); — fructsammelige tider. ApG 1417 (1524 og flgd. overs.); the forsete thider. sst. 1726 (sst.); PG 178. Jf u. de figd. bet. — det gik vel tid i hanssotid 0: d. g. godt. M. Mulig to. (se ndf.), jf Fritzner?; tidr 3). — god (lang, timelig) t. 0: i god (o. s. v.) tid; giesterne haffue weret lenge god tijd indbødne. TSd 111; vilde hand giffue hannem det timelige tid tilkiende. VaS 251; dog er mu lang tid iekun cen myrdt. Just Juel, Rejse 28. — den t. (fsv pån tip) 0: den gang, da; then tiid thu wast baadæ fraasen och «arm, hoss mig thu siddhæ tordhæ. HM 49; den tild hwn op vognede, da wor bwn karsk. OP I. 92; then tijd the haffde tilhobe kallet alle lere tien- erens forsamblinge. ApG 62 (1520); den tid de hørde Rus saa kalle BR a4; den tid disse høner hørde denne tale, da lode de rafinen gaa. HWR 25. — somme t. o: undertiden; (1646). NAM II. 300 (ovf. IX. 579 b9-54). Jf somtid(s). — ved tidsbio.; en løve I slippis ud, opfangen nylig tiide, Hex 232. JF isl tid(i)S. — (t.) efter I. 9: efterhånden, tid efter anden; skede denne tilhang icke tillige eller paa en tid, men tid effter tid. Cold s3; Etym 748 (u. minutatim), 887 (u. paulatim og parumper), giorde han- nem efter tiden stort needlag paa sit folek. Lysch 671. — t. fra t. = tid efter tid; se ovf. I. 754a nederst. — (ud)i t. 0: a) (isl I hann tid) på (en vis) tid; jordben sckalff baadhæ bist och hijd strax vti then samæ tijd. HM 27. — b) (fsv i tip) i rette tidraad ær eij bædre æn vraadh, vdhen the tages i tijdh. PL"4 I. nr 52 (jf Hvf VIII. 259); hwo som ædher i wtijd, han scal fasthe i tijdh. PL" I, pr 534 (jf sst. IL. 219); mature, vditide CPV;tempestivus, som sker i tyde. sst. ; Etym 723, 1297. Endnu brugeligt. — med t. (mnt mit der tit) = (tid) efter tid; TÅ haffuer weritt- hoss oss giffuendis tilkiende, huorledis hand mett tiden giøris gammell oc skrøbelig (1577). KhS VI. 358; DMs I. 44 (ovf. II. 12487). — på i. a) 0: (svpå tid) for (om varig heden); Hvf IIl. 537 (ovf. u. anstand 1). — b) ved den rette tid; det er forvist paa tiden snart, at Christ skal komme. Psd I. 255a; AB II. 148 (ovf. TIL. 671b2). Endnu brugeligt. — til t (mnt to tiden) o: i rette tid; thet tænchtæ jeg ey til tidhæ. BM 179. — ved t. (mnt bi tiden) 0: med tiden, i fremtiden; SortS 36 (ovf, WIL. 79808). — lejlighed; LyschG a2” (ovf. III. 580b6). — til- stand, forhold; befindes i alle re- genters historier tuenne tide: feyde oc fred. Rch 9. — 2) menstruation; bladene i vin saadne oc drucket igien giffuer quinderne deris tid. SmdLb VI. 97"; quindekønnet, som aff alt for 4strenge tidernis flod blifve plagede. FD 321 P.— 8) (fsv tib) gang; til- døme vy nw flærdhe tiidh (1460. DC.; 173; (1472). GhA V. 70; han worder paamynt en tiidt, anden tiidt och tredie tiidt (1482). DM III. 42; han stridhe oc thabede thrænde tijdhe. Rkr e4, 43” (ovf. II 352 beo); HM 141; (1303). Rsv 1. 30; thet begere første, anden oc trede tiidt. Rsv% IV. 96; 0329. soRsv I. 40; Matt 2642 (CP; 1550: gong); PE 884; CP IV. 40520-21; naar mand klagede noget faar hannem, da slo band der offaer cen tid tolff tusinde mend ibiel. PISk h2'; ingen | kand paa en tjd være en god mand | oc en god general. BT I. 98. — 4) (opr.: de til de bestemte tider i døgnet (horæ canonicæ, jf ovf. III. 286b2-9) hørende) bønner; Luc 6 (ovf HL 395217); løse 7 pater noster for 7 tidher, som pleyier at Jøsis. HS 1959-4; HKv 9217; ther messæn var vtæ oc; allæ tidæ. RD II. 252; (1484). DM I. 271 (ovf. III. 459bso); Me 10; i voctesang och i andre tider. CP1 226, 237; Mark 1240 (CP); tijder, Joffsang, gudelige bøner. PE 237; Mb 12"; met letanier oc tider, met sang oc lessning. PISk k8" (læs k4'); sa hannem som en pillegtim staa, sine tider læsde han. HWR 148' (=mt sine tide. Schroders udg v8921); gik- op i Lunde chor oc greb prouist I, der som hand da laa oc læsede sine gudelige tider. I1vf& (fol) 12%. Jfårik (I. till 512), fram-, frede (u. frid), høg-, klække-, korn-, kyndermesse-, lage- (II. 722an1), medel-, middags, midler-, mikkel-, misse-, mortens- messe-, munster-, natter-, omslags«, ord, otte, pingsdage-, prim-, præd- ike-, præste, sju, sjæle-, sommer-sobrynde-, sværme-, sysle-, u-, år, hovedhøgt. (ovf. 111. 701 bs) samt efter-, emedler-, for-, imedel-, imidler, som-, stundemtid(s), bio.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛏᛁᛒᛚᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.