Sværje

The Old Danish word Sværje can mean:

• go. (isl sverja) 1) sværge , aflægge od; viille vy, att the schulle sserie (1446). Rev" V. 94; j skullæ — j theræs afgwthæs nafn. Josva 231 (ÆB; 1850: suere); ath swerie, lurare. Smal 9; i skulle aldelis inted suerie. Matt 5% (1550; CP: swerge; 1607 : suære); som sverie skulle (1527). Rev" IV. 139 (jf ovf. II. 205bæ). — mut,; om han swer oc syer nogh4. Rkr 15"; swer jeg wit then megtuge. Mament.RDIIL Gin (== CP V. 4215); — hvo: som letfærdeligen svær og bander. DL 6-2-1; naar kremmere svere. PSO I. 190. — dat (isl s()år);han soor, iegh skullæ ey fyndhe han- mum so slæth. Rkr d2'; nar mand soordt suerendhe for domestedz (1504). Hub I. 241; Rev" IV. 37; sor ieg i min vrede, ath de skulle icke komme till min ro. Hebr 311 (CP, 1550; 1524: suor); siden soer keyseren. BT II 121; hand soer, at hand icke skulle Jade sig rage. GI b1'; — sur hand met syn kyønss edt (1582). FA I. 178; sore, at de haffde loulige indkallet den, som sagedis. VAS 227. — nut. ti.; Br 1573 (ovf. u. fåfæng, to.); — huilke thu vorder swerendes. Matt 539 (1524), se også u. dat. — tm.; hafde sored paa det høyeste, BT indl e3; efter handhafde sooret paa, at handicke bafde været ved sip fornuft, BT I. 62; — HWR 67" i r. (ovf. IV. 18821). — havende aflagt ed; bans swordlne soxaadh oc men. DC 209; PL%% I, nr. 358 (ovf. IV. 232 as = suorvme. Wad 1. 265); schall nogle sourne mend visitere alle win kelldere (1605). Hub. II. 7 (for somnemend. sst. 8); judex juratus, soren dommer. Etym 606; JB formente, at NO, efterdi han var ingen soren borger ber i byen, som en gjæst burde ham betale inden 3 solemærker (1640). Wulff 193; —4 Rsv" IV. 111 (ovf. III. 159b%). — afgjort, bestemt; vor affsagde oc sorne fiende. Lauritzl.m 1. — Jf Lyngb? 21. — 2) (med gst.) aflægge ed på, ved ed erklære for; Schlyter JX. 462 (ovf. Il. 659bs8); suerie the thet till sworbetofit. . suerie the thet till fortæ eller agherland (1485). Hub I. 44 (jf JL I. 51; Bernts II. 38; DL 35-10-51) ; ieg ridder her for enn liden tofit, bleft suoredt thil Fogell-sang. DEF II. 501b. —svergis tyft eller fredløss. Dict. — ved ed erkende (overtage); borger actis den at være, som borgerskab sorit haffuer (1649). Rsv" IV. 466. — be - vidne med ed; sværge sit forfald. M, jf OW 267 (ovf. u. forfald). — med gst. og omsagnsord o: bevidne ved ed at være; jurare se morbo affectum, suerge sig siug. Etym 606. — 8) (med hensynsbet.) ved ed binde sig til, hylde; haver hun os swereth j geen (1887). DB 14; — ErF 13 (ovf. u dåb); obenbarer hanss flender Zeloterne alle hanss anslaw, lige som han hadde soret Zeloterne oc icke hannom. TdmH a7"; de hafde alle saa sorit ham. HWR 102"; (1559). Rsv I. 273; suere hannem oc tage riget aff hans haand. VAP b1; VS 195; de vdjagede aff landet saa mange, som icke vilde suerge dennem. Hvf I. 71; WP lod dennem suærge sig paa kongens vegne aft Danmaxck. RFIX 108. — s. fanen o: forpligte sig (ved si ed) til krigstjeneste; en ung karl, hvilken fanen skal sværge (1615). NAM IL. 163; hver, som hans fane svær. Hex 157; skall haffues flittig indseende paa dennem, som icke haffuer soret fahnen, meget mindre byen (1645). KD V. 283; hand soer hans fane. DV VIII. 613; — hofffanen, som strax bleff svoren. Jacobsen, Lpr. o. Jørg. Brahe 38 (jf ovf. II. 250a161). — med gst. sog hensynsbet, ved ed tlsige (ove; svære en sin tieniste. Etym 1088 (u. sacramentum). — 4)s. fore (n sverjafyre) sige nej, forsværge; huat hielper mek ther foræ at swærie, thet skall tha ge thet samme væree. RD II. 165 (= sv hwath hiælper mik ther fore at swæria. Iv lejonr v 1148). — 5) s. om (fsv svåria um) 9: sværge ved; her G sworom Gudh. RD I. 276 (= soor om. RD sammeI. 182); keyseren soor om syth hwyde skegh. RD IL 1614 (= swor om. CP V. 1334), jf ordl: om; swær wedh æller om gudh. 1 Msb 2123 (ÆB; 1550: ved); Rsv% IV, 25;, thend engel swor om thend leffnende. Åb 106 (1524, CP; 1550: ved); at i skulle aldeliss inted swerge, icke om hiemmelen, icke om iorden. Matt 584-s6 (CP; 1524: wijd); ÆGS 108; HWR 114" (ovf. Il. 560246); VS 499. Jf Sdw: um 17). — 6) s. ; dend suærcke hun dreeff saa tyck 00 sig om men (fsv svåria sik men), se ovf. TIL. 79azm. — 7) s. en noget over »: ved edelig kendelse er- klære skyldig i; the sore bondhi woldh offer (1408). DoB 394; sande men hafide sworet hannom. vold ower (1488). DVb 87; hwem som for sliige sager bliiffwer soren thingfredtt eller kirekefredt ofiwer (1589). Rsv? IV, 193; er dett saa, att vij suerge denne gvinde throldom offner. KhS VIL 796. Jf overs. — 8) s. til 0: 2) edeligkende berettiget (skyldig) til (som); (1528). DM IV. 224 (ovf. Il. 82826); hand icke haffuer veriet sig effther logenn, menn er suorett till en falsk- ener(1555). RsvIL 150; naar kircke- nefin suerge nogen, som beskyldis for slig missgierninger, til ilden (1578). Rsv% IV. 292; bleff M svoren til ilden (1890). KhSs II. 509.— b) (t schwåren zu) forbinde sig til (med) ved ed;giorde til hannem i sterckt forbund, i sore til hannem paa skade oc fromme, HWR 17 (jf på 1€)). — 9) s. ved i nuv. bet.; j skullæ ikke swære wedh ewynnelighe gudz. naffn. ÆB 2 Msb 2318. Se u. bet. 5). — 10) s. sig til 0: a) ved ed hævde sin ret til; juro in litem, med ed ster mig til. Etym 606; Steph II. 826. -— b) s. sig ind til o: forbinde sig med; Allen 22o(ovf. II. 705b14); hand maa svære sigind til dennem. Rch 50; først skull i eder til mig ind suære. sst. 54. — 11) besværge, byde med ed; biuther jæk thek oc iæk swær thek mæth Guth, at thu gijf mek. AM 187 5126-27. Jf be-, for-, ind-, men-, om, over-, på-, ran-, til-, ud-, borts, ed-, sammen-, togsoren.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛋᚠᛅᚱᛁᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.