Stympre

The Old Danish word Stympre can mean:

• $0.= stumpe 1); koldet (stympret), mutilus. ComO 46; contamino, for- derver, krænker, stymprer, skamferer. NL 1834; M.. Stund(e), no. (isl stund) 3» tid, tidsrum; Luc 44 (ovf. IV. 96251); togen stwnd der effter hende det sig. CP IL. 57; HB hagde nogenn stundtt,re handtt dødhe, giffuitt A alth sytt godtz (1537). Rsv II. 37; — Jad det heller lidet stund staa. Bredal 126; jamdiu, lenge, et langt stund. Btym 583; tantisper, saa Jenge, det stund, det stacket stund. Etym 1288; drogis de et lang stund derom. Cold 0000 3.— om en s.0:inogen tid; lijg a thæn sithæ omseen stund. AM 187 476. — efter nuv. brug; nu om stunder. Etym 840; NL 1089. Jf om 9); omstund(en). — frist, henstand; skal hanom giffuæ 20 dages stundæ til at thenkkæ sægh om. NAM VI. 190; naar nogen giffuer sin fattige jefin cristen dag och stund paa det, han er hannem skyldig. CP II. 112; var dage och stunde begierendis (1559). Rsv I. 269; d. o. stunder. sst. 280;ll i giffue saa møgett stunde, ieg dette min fader sige kunde? TK 46; — gifver gierne stunder. SortS 62. — få, have, give (sig) s. 9: få (h., 8.) (sig) tid (til); hun kan icke faa stunde till att tencke paa henne. TVd 42"; — giffue eder saa megen stunde. DEF Il. 327 a; tøffuer, dueler, giffuer mig stunde. Btym 278, 220 (ovf. u. fare, tm 2)); ieg haffuer icke stunde. DgF IV. 3234;— giffuer sigostunder. Mariager i 8%; vilt du gifve dig stunder. BT II. 96, 80. I sidste form endnu alm. — 2) tid, tids- punkt; forlig, fred; wiille de icke lade seg slige oc staa i dage oc stunde (1492). GhA V. 81 not. 1). — Gud veed, huilcken best pillegrim er, sagde de it stund. Pouch a2"; de store vel- komme, som vaare brugelige it stund, oc for nogle aar siden. KP m4"; dies,tempus indefinitum, dag, tid, stund. Etym 310; — tider eller stunde, huilcke faderen haffuer sat i sin egen mact. ApG 17 (1607, 1647); — tider oo stunder. Visd 8s (sst.). — alle s. 9; altid; alle stunde. GH 19; Gud hielpe alle stunde, Cassuben 475. Jf fsv i alla stunde. — det (den) s. 9: når, medens, så længe; thet stund the haffue thet swo uti pantt (1518). Revsol. 38; T 35 (ovf. II. 583b2, jf Luk 1121, 1524: thend s.; CP: naar); Jader oss lede effter Herren, det stund han staar till att finde. TSd 124 (jf Jes 556, 1550: den s.); — wide segh sicker, then stwnd hans n, er wdj Norge (1528). NAM V. 310; huilekiticke kand skee, den stund at menniskens hierte er wreent. HemmLV 180; VAS 447; den stund hand lefide. Hvf I. 187 (figd. 0. ovf. u. fortære); JDM f&" (ovf. IV. 196230); BT IL. 201 (ovf. IX. [f572215). Jf isl på stund. — alt det fden] s. 9: a) så længe; (1565). DM VIL 58 (ovf. III. 712b8); all den stund de kunde nyde fordeel, 0 da ere de venner. SkP 652. — b) saasom; TSa 311” (ovf. III. 786b10). — i den s. 9: i den tid, for en tid; i thæn stund hauer thu thungt houæth. AM 187 45-6; kireker och klosther taalæ j then stwnd fuld swaer en twræ. HM 41. — imellum s. 9: undertiden; interdum, imellom stund, vndertiden. Etym 341; identidem, titt och imellomstund. Etym 598; NL 655, 633; hand laa oc suckede oc imellum stunde frem- førde nogle faa ord. BT II. 115. — på s. (sv på stunden) strax; dieler met oss eders raad paastunde. Heg 72; Halte Fanden strax paa stunden ferdig var. GH 20; jeg strax paa stunden tog dem af hendis mund. OR II. 14. Jf på timen, se ndf. — 3) time; ien halff stundh. HS 2002 (= 1 horam dimidiam. udg. 1724 366); en stund konmir, oc hand er nw. Joh 525 (1524); — Luk 22509; Åb 1817 (sst.); hand vigick wijd thend tridie stund. Matt 209 (1524, 1550; 1607: time); Mark 15% (sst.); alt vaar ved den siette stund; der hun gick vd fra mig. Test? m"8, hora, time, stunde. MP 229; en stund. Etym 569; Steph I. 82a. — s. tid o:times tid; giøre dem lystig och glad spaa en eller 2 stundtz thid. Dmdo 119; tempus horarium, en stundz tiidt. Etym 569. — robendes mussen two stuo(!)dne. ApG 19% (1524); som fir” oc fiufve stunde siu gange giør sin flood. Hex 112; — Laurits a8" (ovf. Il. 868b4s). — 4) (fsv stund, mnt stunde) gang; tree stwndhe ællær tyme skulle i høk- tidhe mik. ÆB 2 Msb 2314; han skal stænkæ syv synnæ ællær stwndhæ. ÆB 4 Msb 194 (1550: begge st.: gonge). — ej i den s. 0: ikke en gang så; han ikke Jagdhe theth til hiærtæt ok eyithæn stwndh. ÆB 2 Msb 723 (Vulg alle 3 st.: vice (ibus). — e om s. 9; endnuen gang; ee om stundh spordæ han. HKv 75%-33. Ordet er gennem-” gående hunk. i Nord og T, men flere sådanne o. findes i æ Dsk som ik,, jf jord, kværn, magt, mar, sag, stemme,ot II. 294 bose, — Jf bede-, klokke, kvide-, otte, sejerss., midler-, mellem, om.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛋᛏᛦᛘᛕᚱᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.