Standvæv

The Old Danish word Standvæv can mean:

• no. væverstol; tela jugalis, stand væfve. Etym 602; M. — Stalåjnde (stå), go. (is] standa) 1) stå, være stillet; nm.; hanen gick faar kongen at stande. HWR 22; — i en god tid kom denne snare at stonde. HWR 54"; —, syntis hon at sta allængst bort. HS 1217; — thet lille, som synis at staa igen. HS 3419; wy skulle bodæ sythæ stoo. RD II. 212; hwn ær næpelligfør ath staa. RD t. 120. — nut.; der stander en borrig: DgF I. 94a, 111b; V. 1. 321b (ovf. u. borg); — PL nr. 710 (ovf. IL. 819b19), 1022 (ovf. u. folsk); ttherr staar y denn første skiold. DgF I. 105a = står. sst. 111; den staar i den hellige sted. Matt 2416. — f. m., se bet. 18). — dat.; der han stod i den hellige sted, Matt 2415 s(CP); odden i saddelen stod. DgF I. 1495; — thij menniske, huilke stunde langt fran. Luk 1718 (1524); preste- hoffdinge oc scriffteloge stunde claug- endis hardeligen paahamnom. Luk 2319 (sst.; jf mut stunden; vist kun i anf. overs.; de flgd. overs. stode. Jf dat. f. m.: stunde (u. bet. 15)); stode. CP IL 293; VAS 17; Tdm I. 48 (u. bet. 2)) — bdm.; stat op oc gaok til dit huss, Luk 52: (CP og flgd. overs., jf TV 108) stat op. Luk 1719 (sst.); i alskens fare du med os stat. Psd I87), 3352; stat fast og haab paa mig. SS JL. 305; PG 281 (jf fsv stat(t)); —— sagde: gaar hen oc stander vi templit. ApG 52 (1524; CP: staar). —tm.; monghe fore hannom standendhe. ÆB 1 Msb 451; prestegarde bliffuere standendis. Rsv" IV. 5; standendis i thet hillige sted. Matt 2415 (1524). — vm han hafde blifuet stannen. HS 1812; han var tha standen i høweligh vande. RD I. 25 (= stæd. ovf. Il. 353bs3); RD I. 159 (= stæd. RD IL. 257); nw ær the standen iwode. RD I. 888 (= staddæ. RD Il. 832); Dom- med dl (ovf. II. 832 bu). Snarere af- kortet nut. um. (jf ovf, I. 23021; IL 576223, 712D19; 746bsz90) end ] tm. — du est staren sildig op. BT IIL 366. Jf TPh% IV. 222f. — finde sted; despondebitur, der skal staa ellerwo skee troloffuelse, Etym 1217. — stå, findes (skrevet); her om stonder eth iertegen her nest tilforn. CP IL. 58. — s. å (på) knæ (isl standa å kné) 0: ligge på knæ; stothæ a knæ fore hannum. HKv 177 (= Matt 2720: bowgde theris kne (1524 og flgd. overs.)); — gide de icke hørt en messe stondendiss paa deriss kne. CP I. 155-6; hand stod paa baade sine knæ. VV 1 »r7ov38; biscop A skulde haffue staaet ] paa sine knæ giørendis bøn til Gud. Hvf II. 106; VIL 155; der Skram stod for ham paa sine knæer. DM8 IIL 88. Jf sidde 112). — på stående fod (sv på stående fot) i nuv. bet.; strax; wi ville hannem forfølge paa stande fod. HWR 139; ChrV A $ 22 (ovf. IIL. 269b6). — s. på (til) pæl, se ovf. UI. 546bon, 658b13; jf Lund,o Søkadetkorpset 90. — s. bort 0: træde bort; Steph II. 20 (u. absisto). Jf VSO: staaer 7). — 2) være stillet; være i en (vis) tilstand; huo der kunde nu neftne dette bam ved sit rette nafin oc kalde hannem Iesum, den stode vel. Tdm I. 48 (= t der stiinde wol. udg. 1549 I. 35% b). — være, vise sig som; prosto, staaer fa) til utugt. Steph I. 1151 (Etym 1239; er fal). — s. karl 0: vise sig som mand. M. Jf nuv. stå brud, fadder; s. åben. Etym 891 (u. pateo); Steph II. 1000. — 8) vare; then strid tog aft saa manghz if, sex monede somwnne han stande. Rkr i4. — stand- ende strid (mnt stande strit) varig kamp, egenligt slag; slo hannem snarlige ihiel i en stondende strid. CP V. 18710; VAS 68; — NAM III. 221; erdet da kommen til en obenbare feide oc standende strid, som skede paa Falen anno 1389. VV II. nr. 44 indl. ; begyntes en drabelig standende striid, VdSv 175, 182; wi komme imod den- »nem met standendis strid, Test d7Y; der kom den store mact imod hannem vdi en standendis strid. Hvf II. 224; VI. 293; leuerede dennem en standende strid. Lyseh 49; — pugna stataria, staaende strid, staaende slag. Btym 1233. — 5. svend = stand(e)svend 1); ingen skall holle stanndendis svenne eller. pibbersuenne paa anden mantz gotz (1547). Rsv% IV. 230, jf Rsv sviIV. 53. — 4) standse; strax stod hendis blodsot. Luk 841 (1550, 1647; 1524, CP: stildis); da stod olien. 2 Kg 46 (1550 og figd overs). — 5) udholde, bære, lide; nu haffuer jeg standen deg tyue hug. DEF I. 1462; Ul. 2252; de gamle forrædere stode deris straff, Heg 27; hand staar straf 00 betalning for sin synd. KEtym 696; — især i forb.: s (sin) ret o: lide sinstraf; worde tiltalet eller staa rett for swodanne sagher (1479). DM IL. 44; staae hans rett epther den doms Kudelse (1574); Rsv IK1. 237; Heg 98 (ovt. IV. 89235); dømte han hannem til at stå sin ret efter retten og efter hans vedgjerning (1587). JS III. 161. Jf ovf. III. 586aso, 809 bo7, 819 b7, 1; ndf. 1. æventyr. — rette sig efter; at the da i alle madhe villige thertilVære och vort budh staa, som thenum bor, Rsv% V. 203. Jf Fritzner?: standa 21). — oppebære, have; sin sønn- barmn, som skulle stande arffuenn i faders sted (1568). Rsv IIL 57. — tage det op med, måle sig med; hand snart tilvennes kand, at bruge sit gevær og frisk at staae sin mand. AB IL. 276. — tm. gyldig; (1445). DM III. 188 (ovf. II. 725 b50). Mulig: fuldstandende, jf stå for fulde (u. fuld). — 6) indestå for, svare til; huilchen, som nogen annammer uty syntieneste, then staa hans gierninger. Rsv% IV. 18. — afholde, betale; kircken, som vdskicker samme person, skall staa hans tering. KKO f3" (= RKI I. 75); huis omkaastning hand der paa giorde, vilde de lybske staa halffparten. Hvf VIII. 68; Mads 371 (ovf. II. 128a87); wille hand staa min tering did, och holle mig fri der til Prag (1601). DM IL. 50; (1615). NAM0II. 166 (ovf. III. 304b4); den om- kostning vil jeg selff staa. DrH e4. — 7) koste; huad thenne feydde haffu- erkøstett och standett konning F (1525). NAM V. 83; (1555). RaU IV. 122 (ovf. II. 86021); consto, kaaster, staar små meget. Etym 1232 (u. sto); M. — være (vanskeligt); det stod hart, at man fik ham dertil. M. — 8) sømme sig (for), klæde; det staarcke en daare vel at haffue gode dage. Ordspr 1910 (1550, 1647); 267 (ovf. UI. 719b3); Job 9 (1550, 1607); PIV 9611-12; it cbristet menniske saare ilde staar, naar det met daarlige kunster omgaar. HWR 50%; VAS 17; (1578). KDt. 471; hannem havde standen bedre og ærligere at forhielpe til at tvinge Venderne. VdSv 29; Rch 49; det vilde icke vel staa hannem, saa slet at op- lade sin herris slaat oc stad. Hvf IV. 522; decet, staar vell, det sømmer. Etym 297; det staar dem icke ilde, Etym. sst.; saadant staar hycklisk. ErB c2; det staar oc wfijnligt at somme gaae oc spatzere udi kireken. ExB d3"; det staar dig bedre, at du har sielff øl oc varme hiemme. GH 110; TkH 213 (ovf. IV. 64 a12); min fødsel stood mig ilde, jeg velted” i mit blood. KPs 50303; det staaer christne smuct. GHD I. 416; intet staar een første bedre end at give og tilgive. PSO IL 831. — s.nær 0: sømme sig, klæde godt; att holde loffue, det staar baade mannd

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛋᛏᛆᚿᚦᚠᛅᚠ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.