Stafåjvn

The Old Danish word Stafåjvn can mean:

• no. (isl stofn) 1) stub, stamme; thj redd igienem stuoff och stauin. DgF II. 60b; endog de icke schulle haffue tagit hannem ved stub eller stoftn (1572). Rsv IL 137; — at hand sig sandse-løs til stafn oc stød maa gifve. Hex 228 (frgd. 0. ovf. 1. 709b2); (1645). Or" IL. 229 (ovf. I. 240a u. Dog). — kålstok. M. — Jf stævne. — 2) = stargræs. M. — i p3) grund, hjemstavn, bolig; drog inndt paa hanns staffn och paa hanns grundt hug et læss thornn (1558). Rsv i. 194; I. 279; TIL. 115; udlegge och godtgiøre hinde hoffuidtgieldt och faldtz- maall,for hand er flytt aft hindis staffuen modt hendes vilge (1576). Rsv III 289; hun [dr. Margr.] holt hous dig sin trygeste stauffn, forrettet der meget diss' riger til gåufin. LysehT 23; AA 2HM. 126; (1685). FA I. 10; dersom nogen befindis at være dragen paa adel- ens gods, da de, paa hues stafine be- findis aff lehnsmendene, advaris at de holder dennem tilstede. Fdg %/s 1653 $ 3; halve forlof samme sit gods aff hans stafin at føre eller affløtte. Bernts IL. 130; alle folk, som boe paa jordens stafn. AB IL. 154; I. 85 (ovf. u. bol. 3)); at de skammer sig at flytte fra matbeyd til armods staffn. GH 5; hand haver: kuet saa mange fra sin sted og stavn, DV 660; (Kingo). Dsk Kirke- tid. 1888 237; misdæders hovedlod følger hans husbond eller herskab, det være sig, paa hvis stavn den og findis. DL 1-24-7; PSO IL. 9 (ovf. u afføding); som oprør giør paa hver mands grund og stavn. Naur m2, hh4; SortS 35 (ovf. II. 762bs0); Wie- land I. 111; den flyde-gade, der gien- nem byens (0: Venedigs) stavn og stolte bygge-stade sin bølge-runken krop i slange-bugter slaar. DP 36. — fatte So: fæste fod, sætte sig fast; KO? g4r (ovf. TIL. 344217). — dele til s.0: ved retten få henvist til at tage bolig på et bestemt gods; JT vor født paa hans gods, och therfor hagde deltt hannom till staffn (1552),Rsv I. 195. Jf dele 92). — stå på stavn o: hvile på en grund (ejen- dom) som hæftelse; ther vppå seal thette aars landgilde sta på staffne til st. Mortensdag, vm jek kan friet, kan jek icke friet, skal forst landgildhe fylghe. pantet (1469). MbG. — 4) (isl stavn) skibsstavn; DgF II 92 a (ovf. u. forgylden); MP 150 (u. prora); — kiøl oc stafner til I based. Bernts I. 335. Se også u. stavnbo. — Jf arve-, bøge- (u. bog), degne-, fremmer, frem-, himmel-, kloster-, mølle, ny,ræste-, skud-, fryde-, hjemmes. (u. hem).

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛋᛏᛆᚠᚮᛁᚠᚿ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.