Skyldingpenninge

The Old Danish word Skyldingpenninge can mean:

• no, = skyldpemninge; gesteri, ledyng oc skylldyng pendinge. NAM VI. 302. — Skyldug (-ig), to. (isl skyldtgr, tunt schuldich) 1) skyldig, i gæld til; thænnæ breffører at skylduch at wære, feretywæ lubske mark (1405). DOB4 218; bliffuer inthet ytthermere skildug end 30 marck (1515). Suhm" IL 1. 146; udvorde saa meget aff theris gudtz, som theskyldug er. Rsv" IV. 10; Allen 138; — och noger borger er hannom nogeth skuldicb (1452). Rsv% V, 306; af ræt witherligh gel sehuldigh af wære thredwæ rynske pylden (1463). NAM I. 154; V. 13; bliffoer hund wor nadigste herre skuldig vdi thenne skattigrssel en och førretiuge marek (1540). DM VI. 37. — 2) bunden til, pligt- ig; plawæ, ther wi ær skyldw ath tolæ for wor syndher, KRS I, 440; ære the skyldughe at taghæ tbe døthæ mær vp aff hethen iordh (1417). DM I 4I, 389; Bl L 148 (ovf. TIE 595a2); wij ære thet alle skyldughe at kære. RD Il. 336 (= skuldug. sst. I. 343); er han icki skyldug den skade at be- talle (1545). NAM I. 271,—8) skyldig, havende brøde; hwilken seg skyld- ugh gaff i alle synde. AM nr 420 8% 103; hon ær Koret skyldugh. ÆB 4 Msb dx: (Vulg: adulterii res); thend ier vii alt skilduy. Jak 210 (1524; CP og Rød. overs.: skyldig); hann skulle vere skiuldig udi hendis faders død (1551). Rsv I. 147; — sosom bun vare skuldug foræ then gerningb. HKv 8956; være skuldige for helligbrøde (1643). Rsv+ IV. 355. — 4) = skyld 2); du «st vaar skyldig frende. DgF' III. 447a, Jf bort-, brøst- (u. brest), gjuld-, hen-, pligt-, ret-, sag-, sansket, tolk, tro, 1, værds. — Skyld ighed, se lyd-, pligt-, værds.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛋᚴᛦᛚᚦᛁᚿᚵᛕᚽᚿᚿᛁᚿᚵᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.