Skarre

The Old Danish word Skarre can mean:

• se skerre.Skarre (skarve, skærve), go. (isl skara, sv skartva) 1) føje sammen, skarve; committere ligna, pløje i hin anden,skarresammen, feldei himandes. Etym 795; Werner L 610; NL 51 (u. coasso); isen var ligesom skarret til- sammen. Lund, Egede 18. — skarve der, det brast. PSO I. 38; bedre for- viid kjortel end. skarved. PSO I. 414. — 2) råde bod på, ophjælpe, op- veje; axenn och heste thenom krister handt (2: bjørnen) meder, thy bønder7. wthy skarre fast ilde wider. DgF II. 2092. Altså: (kunne) oprette skaden. Mulig: lide, jf isl bera skarden hlut. — att slige dygder motte skarffue then skrøbelighed. PE 430; att thet kand skarffuis mett tuckt oc god lerdom, som menigheden er fratagett. ErF 2; sohulde wij dess myndre beschemmis wdi samme hans brøst, att hwn mett gode wilkaar kand offte skarffais, ErU a4; ther metatt oprette oc skarffue then brøst. Eru h4; — til søes vel noget er, som skade med kand skerves. AB II. 270. — 3) (n skarva) udjævne, afkorte; lith borth skarede ællær regnedhe. aar fra syn sæliælsens tidh ok pennynghen lith borth skoreth ællær sffregneth. ÆB 3 Vsb 2550 (Vulg: supputatis (8) her uret taget — amp, exp.); kunde the quitte och skarre mett huer-soandre (1590). Rsv IV. 188; — 2 4. gl. skarffuede i een koo (1479). NåM V. 201; tha maa hosbopdhen skarffwe en hwydh meth hannum aff hanss løn for hwer nath (1492). RoskS 53; mand skulde skarffue skade pas begge sider til lige. VdS 380; skarve, kvitte, PSB 90. Bet 3) hører mulig til figd. skarre, ligesom stammerne synes blandede. — 4) skrabe (sammen), opdynge;t det wi ellers her foruden skarre. oe riffe tilsammen, SthU e6; hatde gærig heden atter faaet skarret tilsammen | iorden alt det, den ilde hafver samlet. BT U. 97 (= I avaritia. sub terras referente). Jf ned-, inds. — Skarle)- øxe, no. (sv skarfyxa, n skar(vjøks) skarøxe (oxe med æggen på tværs af skaftet); 1 øxe, I skareøxe. Wulff 238; M. — Skørring (skarv-), 16 m(sv skartning) 1) sammenføjelse; commissuræ, skarring, indfældning, Etym 759; NL 923, 51 (u. comssætio); behøves med skarring balvfierdesindø tive alen leeder (1755). Dmrks. vkøu. Mag. I 62 (jf ovf. IL. 77525). — 2) opretning, godtgørelse; ull een skarffwning, att wij wore forløste aff sliige strenge baand, tha finge wij meer sang oc lengre læsning, PE 466. ,- Jf hovedskarring.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛋᚴᛆᚱᚱᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.

Similar entries:

• Skarre (II)