Ophalse

The Old Danish word Ophalse can mean:

• 20. opspyttø; aff tørst wbøde nudes til ophalsed spøt at slicke, E. Naur, 32. Smlgn. udhalse ndf. — Ophav (ophov), no.1) ophav, he- gyndelse; ther vthen ophoff ær oc ; suvihen ænne. Lucid. 16; Hell. Kvind- or. 26 (se ovf. II, 242 a…2): GI D. Bib. 1 Msb. 37.5; Psalmebb. L & (se ovf, u, fulhed 1)); toge wi ophoff paa then stein, som wi soth nør neyr i mosse (1538). Nielsen, Tingsvidner, svRR.1:: denne skeudelige synd er et op- hoff til all vleeke. Huberinus, Om Guds wrede. 56; Vedel, Hundrede Viser. IL ør. 3 (se ovf. IL 223b.i5); it veir, som haffuer en vnderlig ophalf oe seldsam endelse. sammes JO Ps, h3; hveden hver kouge haver sin up- haf. sammes Sv, Tiuvesk, fort. d2 (fk. jydskhed); som egen sag aff ret opbalf. Hinring, Lejres Politi ad. — 2) ophavsmand; steifnæ ær thet, at noger man kaller til dum ve ær op- houff at then sagh. n. D. Mag. VIL 186:hen, som er ophoff till krig og vrlog.- Er. Roterod., En chr.furstes uo-, . dervisn. 32; hun wor sielf en for-tiger skalk oc et ophoff til al vlveke.Tidemand, Jerus. Forst. a6 ; hand loed Menelaum løss, som vaar it op- hoff til al wlyeke. 2 Mak k. 447 (1050; 1807: uarsag); Vedel, Saxo. 255; Hanch. 122; mester Hans Thaussen vaar der ivrst it ophoff til, Hvitf., 2 VII 147: — 3) torplujniug: A.; Berntsen. [IL 451 (se ovt. IL 361 bo); er ophoff Jet sted i marcken, som ligger langs ved enderne, hvor bonden tager sin plowg op ov vender paa. O sters- søn Wevlle, Gloss. 597; ophof 0: huvedager, hwfde. Moth. Smlun. isl. upphal; Lund: uphof. — Ophæv. no. 1) upløttelse, bølger i den zany- eiske buet hund (2: havet) siør desophef mane. paa riiget Benyala ej mindre veed at prange. Hexaem. 96. — 2) hævd, stand: huorledis dekand dennem (2: deres huse) ved godt ophæv, ved lige og magt holde (1033). Ophæve (ophove), zo. 1) hæve, løfte op: en quindne aff skaren vphæffuit sijt røst. Luk. 1 17 (1524; 1550: opløffte): 1. (se ovt. HL SØ8D.22) ; the strømme ophelfue sijnellier, Ps. 93.1 (Fr. Vormurds. Chr. Pedersen; 1550: løfte op); 24: 113. en dare opheffuer sin røst met ladder. Jes. Sir. PL (1607, 1647):rsum duco, ophelfuer. opløffter. Col- ding. Etymol. 338; sverdet skulle opheffuis otfver hannem, Arvho, Tor - cular Christi. 52; dette er trvens rette art, at ophetve sig offver all uatur. Brochmand, Post, II. 609: lereken ophefver sin tieder-buske, Come uius, Opladne Dør. $ 159; dermed vphetv- ede mand dev kongelige lig. P. Resen, 363; storførsten selff reiste oynebrynen i vejret, ophætvede skuldrene, sst. 418 — o. sig 0: a) rejse sig, opstå: ondskab opbeftuer sig allerede hem- melige. 2 Thess 2.7; jordskelf op- hefver sig af blæst. Comenius,

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚮᛕᚼᛆᛚᛋᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.