Ødmjug

The Old Danish word Ødmjug can mean:

• to. (isl audmjåkr)
• 1) vil- lig, omgængelig, ydmyg; friidæn ælskær øtmyugæ. Br 16116; giffne sigh widher ødhmyugh lydhelse. Kemp 1072s, 139 (ovf. II. 712219); varæ eenfollæ- ligæ, gudælighæ, ydmywghæ. MR 744; (1486). GhÅ XL. 32 (ovf. I. 800b4); — thu ædhle drotnyng bodhe kysk oc othmiyg. Br 165910; — være mildh oc øthmygh j alle synæ sæthær. Luc s5; jæk ær ødhmyg giort. T 8 211'a (mulig ø. g. skulle tages som 1 0.= ] humiliatus sum. Vulg ed Loch XVII); jeg er mild oc ødmyge aff hiertet. Matt 11» (1594; CP: ydmyg); — ydmygh tiænisthe faar gærne godh loon. PÅ" 1. nr 982; CP Il. 35 (= 1 Pet 218); Huberinns 77" (ovf. IV. 22bs0); — vor Herre swarede hannum igeen meth en ydmijgh røsth. Mc 15. —
• 2) yd- myget, ringe, forsmædelig; gyfl freth y mynæ wtmiygæ ben. KhS I. 431 (= Ps 5110; Vulg: osså humi- liata); HS 1720 (ovf. IV. 8706; = ] humilis. udg 1724 29); for thin sware pynæ oc thin otmyugæ dødh (1497). Fhottske Saml nr 583 (49) 302); — ær iech twingh oc meget øthnygh. KhS I. 429 (= Ps 389; Vulg: humiliatus); — abjectus, ydmyg, foract, ringe. Etym 578. —
• 3) lav, dyb; thæn tidh han seer spittalens stædh øtmyghere annæt køth. 3 Msb 182 (ÆB; Vulg: humi- liorem carne reliqua). Vel kun uheldig overs., jf sp be. Jf tjensty., mjug; ødkendt.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚯᚦᛘᛁᚢᚵ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.