Mand

The Old Danish word Mand can mean:

• no. 1) i nuv. bet.; tit. ejef.; frelse af alle menne tiltale (1404), Molb. o. Peters. 183; nedhær faræ til forbannædæ mævne i heluedæ, Lu- ssid, 62; han wor tinæ mannæ fra Alam. sst.57; andre manne antfecten (1453). Geh.Årk, Arsb. IL 51; hvwat skal tha then hiord gøre, sosom ær guinne køn, tha the se manne hug ledb til sodhan swaller. H. Suso. 89. i-28 (ordene kunde her opfattes som umstn.). Smlgu. isl. mana, Wimmer, Navneo. Bojn.87. — hef.; kiæræ søn, sy var iech verdugh. tegh til mannum wsat bæræ. Hell. Kvinder. 21.15, 30; hædær ware hannum, ath han vare ey boræn til mannum, sst. 139. Smlgn. is momum. — m. desværre, se des- værre 2) ovf. — god m. se god 2) ov — m. af hus, se hus 3) ovf. — m. for sig o: mandig, som en mand skalvære; i giffaer mig ungen Helmer Kamp, hand bliffæer vel mand for sig. Grundtv, Folkev.I 2543, — særlig so smed hensyn til legemlig omgang med kvinder; thet wor hende tilkendegiffæet, at ieg skwlle icke wære mand nock fore meg. D. Mag. 4 R. VI. 341. — m, fra m., se fra 4) ovf. " mands 9: kraftig; hand er diefuelen mands nock hannem imod ad sette i alle maade. Immanuel. d3. — til mandv 2: voxen; haffuer eg, siden ieg bleff til mands, vandret opricteligen. De12 Patriark. Test. f5; at ingen skulde faa det at vide, førend de vasre Ul mands kommen. Sm. Sturlesøn v. P,ussøn. 500; styre alt landet pan hans vegne, indtil hand bleff til mands. sst. 592. — 2) lensmand, adelsmand i fyrsters tjen” este; for hr. Erick Nielssøns wor elschelike tro mans oc radhs bøn sculd (1433). D. Mag. I. 99; (1572). sst. I. 344; (1578). sst. II. 198: paa oss elskl. Oluff Munckis vor mandtt raads vegne (1546). Rosenv., Gl. D. I. 95; (1557). Rørdam, Univ. Hist. 1V. 88; (1575). K hist. Sam), VI.357: Eggertt Viffeldt, wor mand, thienner och embitsmand paa wor gard våj Ros- kilde, haffuer laditt gifue oss tilkjennde (1577). n. D. Mag. I. 15; forlænte kong Waldemar greff Alf met Fæm- er, oc er hand bleffuen hans mand der aff. Hvitf. III. 570; VIL 40. — 3) tjener, hjælper; han faller aae knæ och wordber thin mand. Romani. Digtn. I. 327; ville i dette gjøre, ieg bliffuer eders mand oc gør eder on herre offner dette land. Herm.Weig- ere. 269; ieg vil være eders mand oc stedze gøre, hvad i ville haffue. sst, 268' (= ni. man, Schråders udg. 251). — 4) slægtled; han vor tiunø mannæ fra Adam. Lucid. 37: tær siætæ mannæ vor i burdh veth hanum,st.; ere ingen rette arvinger til inden syvende mand. Chr. V. D. L. 5-2-11 (jvfr. J. Lov. I. 23: innen sivnde man næ). — 5) folk, man; 2) et. med go. i it.; vnio hetær en steen, thær man kalle pærlæ, Henr. Harpestr. 159; naar mand ey allene hører, men mand udi gierningen finde det. Hiøring, Leyres Politie. 26; har mel været omhyggelige for at afskære dentore haab af disse ugudelige trevler. Aliterbog, 'fort. b3. Smlgn. Wim- mer, Navneo, Bøjn.86.— b) fit; mæn sevlæ gøre thiukmælk af almandærs kiarnæ. Hist. Tdskr.V. 541, 540 (se ovf. u. disk 1), almander (se I. till. 12); Gulz legoms lagh, som men pape- goyelag kalle (1441). D. Mag. 3.K. I. T02+ ihet melgnæ haff thet gaur oc bort sax uederlig, at men wed ey hort. De 15Teæn f. Dommed. a?; builke- lund wend kunde besth Køpnehaftn och Molmve steder wectig were (1525). n. D. Mau. V. 97: om kon. Christiern siorde landgang, ther mend hannom sfoo bemande kwndhe met reyssetog (1930). sst. VI. 115. — 6) ved, så, (som) 10. (ved), som bekræftelse; ved mendt jeg skal tyn rygh nw klappe. D Skuesp. 54. — ia som mend, ieg hubuer end sex andre flere, P. Smed. d2.— saa mend wed, hannd er lanngt Skøvner evd mine thou. Grundtv., Folkev. 111. 193h; saa men ved, nu vel myr drom gaa fram. sst. III. 530(som mend ved. Vedel, Viser. Il. hr.22, v. 22; or. 29, v. 9); IV. 548 b; V.356D: — som mendt ieg wor icke megit sseen. Kortvending. v. 188. Sir. is. menn veit (0. lig), se Fritz- er It. 617b. Smlyn. adelbane-, alder-, hor, almisse, almuges-, avends-, 2vlings, badstue-, bands-, bener-, befleings-, befels (se1. till.27)-, bejle (se I. till. 26)—, bejlings (seu. bedes)-, »Deskærmer-, bjærke-, hjørne, blå-, bo, borgens (se F. till. 40)-, borgs-, brude-, bue (se u. buge)-, bur-, bygde-, båds-, daytings-, dønde-, dele-, desmer-, dåt- ter-, eger-, ejerolder-, elsker, emb- såa, foderbane-, fangs-, fiske-, fjerd- inys, fo(d)er-, for-, forlovnings-, for- lolten)ings-, forsjuns-, foster, frank- 29 frede (se u.frid), frelse-, frelse()-, follugs-, færje-, fæste(r) (se u. fasussel godgærnings-, gård, gærnings-, handlings, hav-, bellings-, herreds-, herre=, hof-, horse-, hoved-, husvaler (se u. bug), hus-, hyrde (se u.hjord)-, fer, hovdings-, hovedbåds-, høved(s)-, iudrigis-, kalds-, kane-, kar(1)— kirke, osrløber-, kloster, koge, kram- botd), kriste-, kru (se u. krog)-, kunst- or kvinde, kværsæde-, kålgårds-, høre, købe-, købsted(er)-, land-,landeråde- lands-,le-ledere(se u.lede)-, ledings-, ledsager-, lejdes (se u. lede)-, leje, lejnings-, lig (se u. lek), Hgn- ings=, lods=, logds) (seu. lag)-, lover-, lovnings-, lovs-, lur-, Jykkepot(te)-, lægs-,læns(seu.læ)-, løftes (sou.lov)-, løgte-, magemand ovt. og mark-, med- by, mester-, middel (se u med)-, midsommers-, mindre-, måls-, nævnde-, nævnings-, older-, ombuds-, orlogs-, over-, plog-, rans-, ridder(s)-, rider, ror-, røbs-, rømuings-, sags-, sande-, sejlings-, sejrs-, sjunings-, sjuns,0skaber-, skade(s)-, skib-, skæls-, skørde-, slæt(te), spele— støkke-, stride, styre-, stærk, synde, 5y8- sel-, sæ(de)-, tag-, tals-, tilsjuns , timmer-, ting=, tjeneste-, tredings-, under-, urtegards-, vederlags-, vel- særnings-, vin-, vindes-, vogn-, volds-, åger-, åsjuns-, mdel-, ægte, bonde- lænsmand ndf,—

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛘᛆᚿᚦ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.