Jo

The Old Danish word Jo can mean:

• bio. I) altid, netop; jo meth swadan welkor, at landyild ok thjæn- æstæ skal jo howæt penningænæ følwæ0(1390). Molb. o. Peters. 22, 42; oc jo en aff koningxsøner ., . at thisse thry riken hanom weliæ, oc han blifme koning oc ey fleræ (1397). Geh. Ark. Årsb. II. 28; oc at the faræ jo eky slappæ hem, mæn at the føræ jo noghit hem metb sig igen. n. D. Mag. VI. 253; paa det, at kongen skulde io forstaa hans mening. Vedel, Saxo. 299, 31; mand tager jo half? mere soend kone. J. Low. 1.5 (udg. 1590) = opr. e, se Thorsens udg. 16. — for-=yssiæ, | stærkende mere; hun skal altid io mere oe mere voxe. Chr. Pedersen. IV. 414.22, 533.22; siden werden iw meer oc meer forargede seg. P, Elie- sen. 381, 104; at Guds oc mennisk- ens fortørnelse maatte forminskis io mere oc mere. Palla d., Visitatsb. 126.:5; Herren velsegne eder io meree. woc mere. Ps. 115.14. — betegnende en fordeling (hver, hver gang); der ginge ind i arcken til Noe ved par io en hand och hun. 1. Msb. 7.9; men kammerne vaare io sex alne paa baade sider. Ez. 40.12 (1607: huert kammer); huer elephant bar it taarn aff træ, der vdi vaare io tolff oe tiue stridzmend. 1. Makk. 6.s7 (Luther alle 3 steder: je); sammesteds vaare trende boll-eke, jo it inden for det andet. Urfé, Astrea. I. 50. — jo for ent o: de efterdi adelsfolk jo for ent ville blive ved deres forfædres skik (1568). Khist. Saml. 3. R. V. 630. Sælgu. ens 3). — 2) jo des 2: så meget (ved 2 grad); der kom ingen vogne. vdi byen pas de dage, vden nød tuingde dennem io dis større. Pallad., Visitatsb. 38.5; skulde din egen naturlige høffuiskhed holde dig inde saa lenge. vden du haffde io dis større trang til at gifftre dig vd. sst. 97.26-er; io disa ydmygere nogen er, io diss snarer ophøyer Gud hanneHuberinus, Tvende Traktater (v. Pallad.). bå. — vden sam vare, at dig trengde io saa stor nød. sst. 100.20. —jo (des)... jo(des) 9: jo... des; ioo thes mere han ædher oc dricker, joo bedhre fongher han. Molb. Gloss.; ioo thes thiere hwn gør thet, thes bedhre wordher henne. sst.; hvilket oss skal giøre vittige, at io lenger Gud bier, io des herligere han wil paa sin tijd komme. Tavsen, Post. sommerd. 319; io dis fattigere en dannequinde er, dis heller gack met hende. Pallad. Visitatsb. 99.4; io diss ftere bøger i haffue aff saadanne, diss bedre kunde i komme ihu. Pallad, Ihesu Døds Hist. a3". — 3) (jo) ikke (efter nægtende hovedsætn.); skall han ther- elfter ey paaskyude, at han ju er at- waret fore hans skade, Rosenv., GL. IV. 126; inghen er swo daarlig, att henne (0: en lærdom) negter, och inghen swo wantvittig, att iw henne wedt. Biskopper(ne)s Gensvar. mm1'; Vedel, $ax0.74; ingen ting igienlefiner de, det jo skaddis met ild oc mord. Bvitf. 1 1:9; Nyerup, Dske. Viser. I. 820; vi udi ingen voris louger tinder, at en erlig mand mas jo gifve til sin festemøe, hvad hannom self siu(1601). Secher, Rettertings D. 578; B. Tott. I. e2" (se foredrage 2) ovf.); UL. 183. (se dygd 2) ovf); IL 339 (se elsk ovf.); Bording. I. 257,388 (se forgrille 2) ovf.); ingen af vore ere hidindtil saa slagen af marken, at jo dend gotische bannere er hiem- ført. Kingo, Chr. V. b4"; du derfor ey maa blunde, du jo dit hierte faar opofret til din gud, før du til kovengaar, sst. f4; Erasm. Montan. A, 4, S.4; 4.5, 3. 1; V. 5. 0. u. dotter. Skønt denne brug af ordet anføres som endnu gældende bade i Molb. O. (se jo 3)) og Grundtv., Håndordb. 2. udg. (se jo 3)), må den vistnok be- tragtes som forældet. — 4) efter nuv. brug, a) bekræftende ; ior visselighe æst thu there herre, H. Suso. 31.18 (= sv. jw. 48.4). — iw der er en nw en anden trøst till. Chr. Pedersen. IV. 529.10; iw dw haffuer nock ath gøre. sst. IV. 562.17; ju herre! ieg haffuerm. eders naade ter giort gaat. Herm. Weigere. 232" (=— vt. ju. v. 5408). — D) jo ... jo (ved 2 gr.); iw ner- mer wen, iw større tiende. Chr, Pe- dersen. IV. 5603. Jvfr. Sch. 0. L.: io; Årb. f. n. Oldkh. 1866. 139-41, Formen jor (se 4a) kan næppe for- klares af isl. jaur, men »r« er tilsat efter j. tilbøjelighed, jvfr. Varming. $ 90. Smlgn. e og ja ovt.» — Jo(a)kim(s)dale(), no. en mønt (på 2 lod sølv); iochims daler, mark styk- ker og anden sølv myunt (1536). D. Mag. IHF. 82; I. 204, 167; huo som giører herimod, schall giffue en iochim- daller tyt bøde (1540). n. D. Mag. Il. 271; Jesper gaff Henrick Blome tiuge ioenmdaller for ett falsk vitne (1560). Dipl. Viberg. 274; (1562). Rosenv., GID. I. 197, 302; (1556).l. »Hibertz, Aktstk. om Bornholm. 222; buad kand den arme pending, gyldene, iochims dale bryde der til. Tidemand, Post, I. 93" (=t.ioa— chimsthaler); hun sendte en ioachims- daler (1625). D, Saml. V. 282, 289. Navnet på mønten skriver sig fra Joachimsthal i Bømen, hvor hin først møntedes, jvfr. Frisch, Wb. I. 489b; n.D. Mag. HI. 271. not. d; Schar-nis ling, Pengenes Værdi. 15.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛁᚮ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.