Jæt

The Old Danish word Jæt can mean:

• no. løfte; plæyæ stwndum ondhe quindhers jæth ath holdes mz- soen skrobeligh sæth. Rimkr. c65; Mandev. Rejse. 1287; almenlig iæt oc mændræcthelig wiliæ. Geh. Årk. Årsb. II. 27 (= 1. communi voto. landh hadhe alle nogh i mark och | sst. II. 25): Abraham fick en ieth oe løfte. Chr. Pedersen, II. 197 (= Gal. 3.6; 1524 og Chr. Pedersen: forietterne; 1550 og 1647: foriettel- sen); sst. I. 306; hans hellige lyffter oe ietter. P. Eliesen. 84, 170; Tav- sen. 10; wiicke skulle wære lætferd- ige till at giøre Jøfft eller iæth. En mærk. Dis put. 84; Jesu Christi eghen iett oc tilsaffn. Er. Roterod, En kort undervisn. f2; P, Smid. b2; 1jæt haver ingen dygd, uden det holdes. P. Syv. I. 273. Smlgn. Rydqvist, VI. 218 og forjæt ovf. — Jætte (jatte), go. love; hwikken raadmandt, som worder forwonden att tage penning, eller hapnom worder iets pemninghe aff nogen manudt. Rosenv., G1.L. V. 182; (1459). Hubertz, Aktstk. om År- hus. I. 20, 69; Dipl. Chr. I 111; Geh. Ark. Årsb. II. 16; hanum » forhaffde ieg jeth at heffne hans dedh. Rimkr. b5, 15: edhen, hwilken jæk jættæ Abraham. GI. D. Bib, J.Msb. 26.3; Chr. Pedersen. II. 314; ath loffwe eller iæthe. H. Smith, Hort. synonym. 7; Ap. g. 3.6 (Chr. Pe- dersen); Psalmebb. I. 8, 22; P. Smid. 23; hun skal fas dette, ieg hinde jette. Lud. de sto. Kanvto. v. 825; Malmøb. 3; D. Skuesp. so be46; den, som icke vil holde det, hand jætter. Herm. Weigere. 33";Grundtv., Folkev. UI. 185b; Vedel, Suxo. 473; (1611). D. Mag. I. 277: jetter, polliceor, Colding, Dict. Her-lov.; hvad dyrbart Indus gav, handjette dig til gave. Bording. I. 68;hvad som jættes, snart forgættes. P. Syv. I 274. — jatte oc lofiwe en noget. Wandal, Catalog. vocab, jødDan. b1. Smlgn. isl. jåta; Rydqvist. VI. 218: iatta. — Jættelse (jatelse), 20. = jæt; jætelsæ ællær lowelsæ. GI, D.Bib. 3 Msb. 7.13; promissio, iettelse. Vocab. 1514; votiuus, som hør tiliett- else. sst. — hwar nakær iatels worther giorth, thæn scal stathfast bliwæ. Univ. Jub. Samt. Bland. I. 155; at thæn iatels ær sand ... tha skal hwn stath- fast blivæ. sst.Jætte(n), no. jætte; han saa thær en iætæn. Gld. Krøn. 32.3; i iatnæ land. sst. 32.3. — jættæ vare paa jorden j de dagke. 1. Msb. 6.4 (Gl. D. Bib.); the wore stort folk ok stark ok swo hukt, at the troæs swo som jættæ. 5. Msb. 2.10 (sst.; 1607 og 1647 begge steder: kemper, Vulgata: gi- gantes). Smign. isl. jtunn, — Jættelig to. hørende til kæmper; thær soghæ wj sommæ Enachs sønærs trool aff jættelighe slækt. GI. D. Bib., 4. Msb. 18.340

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛁᛅᛏ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.