Forlov

The Old Danish word Forlov can mean:

• no. 1) tilladelse; thit, som icke ér gotth, schal icke maa herlis vden besøncerlig forloff aff borg- emester. Jydske Saml. II. 136; hand haffuer giffnet ingen forlotf at synde. Jes. Sir. 15.0 (1607, 1647; 1550:; loft); naar Gud ickun giver Sathan skt forløfr, saa er hand strax færdig, Gerner, Hesiodus. 21. — 2) or-. lov, afsked; bleff der aff hoffmodig, menendis nu at haffue vundit spil oc gaff sit folek forloff. Hvitf. Il. 36; hvor yndeligt er det at hafve gifvet begierlighederne forlofoc forlat dennem. B. Tott. JIL 21; vor hyrde giffver vi forloff, vi ham ey lenger nytter. Gerner, Hesiodus. 188; effter hand intet fornam til de Suenske, gaff hand krigs folket forloft. P. Resen. 104. Smign. Sch. 1. L.: vorlof; sv. førlof. — Forlove (løve), go. 1) Jove; then propheterne spaade tilkommendis, builcken och theris sande schrifft lang tjjåt hadde forloffuit. Psalmebb. I. 157; Rancb. 129; Cain Dleff aff sin moder antagen for den forloffuede sæd, Lysehand. 2; forlovet, votus: Cole ding, Dict. Herlov.; at Gud kunde styreke deris hjerter om sin forlofuene nærværelse. Jersin, Mirakler. 9. — tm. forpligtet,; indviet. til; siget, hvilket band med-ced og pligt hafver været forlofvet. (1536). n. D. Mag. IL. 18; barnet skal vere Guds foroftnede aff sin' moders lift. Dom. 135 (1550; Luther: ein verlobter Gottes); Ranch. 197, 231. — 2) til- Jade; wille wii oss forbeholdett haffue Fyn att forløffwe korn att udføre (1540). Rosenv., G). L. IV. 199; ligesom Lybske skulle haffue her nogen rett mett, at the saa mange forloffnes at segle paa Nerffuen (1564). D. Mag. TU. 242; 1. 8175 Vedel, Saxo. 4; Grundtv., Folkev. III. 393D; skall vore vnderdanne vere friit forat driilfne all handell oc kiøbmandsskab oc vere forloffuit det. at føre gennom Ørsund. Uvitf. VIII 349; V. 182; den for- nemste poet iblant Græckerne forløfver ; dog at græde, men ickun en dag. B. Tott. II. 121; A. Berntsen. II. 13; sive aarsager formedelst huileke it menniske maa forloffais at sværge. 1. H. Skonning, Hed. Philos. 690; hvo vilde sig den mindste blund paa vagten sin forlofve. Bording. 1. 332; PD. Syv, Cimbr. Sprog. 126; en hver er forlovet med ald lov at verie sig selv. P. Syv. II. 327. — 3) give orlov el. afsked, lade fare; att lade:sig bruge in studiis:mathematicis hos Thyge Brade, till hand meth wilge kand -bliffue aff hannum forloffuit och affskildt (1579). D. Mag. IL. 207; (1602). sst. III. 31; (1589)..D. Saml. V. 155; wor hofmarschalek Jørgen Wrne er forløffuit. aff oss offøer till wort land Skone (1582). n. D. Mag. 1. 80; (1615). sst. Il. 163; haffåe Gustaf? Erickssen forløffuit nogit krigsfolek. Hvitf, vIn. 44; effter hand hafide forfared. den meste part deris. begering at forløssis oc forløffuis aff deris fæderneland. Ly- schand. 54; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 54; B. Tott. I. d4; kongen nylig har sit raad- og parlament it aar endnu fra sig forløvet og hiem- sendt. Bording. Ul. 209; naar enten nogen antages, forløfues heller og wed dødenafganr (1673). Geh. Ark. Arsb. II. 216; forlovede hand den unge herre oc hans, 'andre medfølgendis folek. P. Resen. 99; døer, forløvis eller afsettis nogen kirkeværger. Chr. V. D. 12-22-10. — 4) love at op- høre med el. at undlade, give afkald paa; band schal forloffwe kyød hwer onssdagh. Brandt. 287.»1; Mandev. Rejse. 74.2; keyseren for- Joffuede at gjøre the synder mere i syne dage. Romant. Digtn. li: 11. 35 = forlofide, Ohr. Pedersen. V. 10.4; manghe twsindhe mennisker wele heller wære qwinfolk wbewaarede en forloffue wiin eller øl, P. Blie- sen. 824; i skulle forloffue, at i ville aldrig stiæle eller roffue, IT erm. Woig. ere. 63 (= nt.. vorloven. v. 1383; ordet kunde også her tages i bet. 1), men den antagne bet. er den sand- synligste); i tage nu hen det kronetsper, ieg haffuer det forloffuet at føre. Grundtv.,

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᚮᚱᛚᚮᚠ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.