Folkev.il583b

The Old Danish word Folkev.IL583b can mean:

• = faun. sst. 11, 580b. — 9) fangst, bytte; nu tør hand ej for trang til salt sin rige fang bort- kaste grædendes. Bording. II. 16% ulovlig fang er ufang. P. Syv. I. 802 Smlgn. drue-, fiske, flynder-, fugle-, silde-, vildgåsefang. — 3) adgang til, forråd; wy haftne rigdom oc Guds ere, bode gotz oc peninge, fang oc fee- Kortvending. v. 3005. — til fangs 0: til at få, til rede; sette ett tend Jiws op, om det er til fangs. Kirke- ordinans. 1539. g2" = K hist. Saml 1.88; Tavsen. 254; thet alder mesthe solf?, som stander till fanges aff alle sognekiereker (1531). n. D. Mag. VI. 134; (1578), sst. 1. 10; paffnen haffter vat dem at være de neste i købbet, naar naaget er tilfangs. Herm. Weigere. 180"; then steen, thend er her icke til fangs (1538). D. Mag: VI. 35; (1588). sst. II. 219; (1564). t. Becker, Herluf Trolle. 34; 1576). D. Saml. V. 199; om hand jeke viste ocsaa, huor mand giorde mennisker, oc vaare til fangs. H. H. Skonning, Hed. Philos. 769; det er icke heller den meget bebagelig smag, der gior spisen kostelig, men kun det, at der er lidet til fangs af, oc at den vanskelig kand beredis. DB. Tott. II. 305. — paa de rhim er det oc giort, før ey være gengse, moget mindre hos en hver ere de til fengse, Hexaem. e2. Jvfr. æ. sv. till fångs. Smlgn. brænde-, jærn-, træ-, yrke- fang. — 4) fængsel; her hafluer jeg liggitt y xv aar y buur och horden fange. Grundtv., Folkev. Il. 395b; seennder hand buod till Danmarck, och baad seeg losze aff faanngge. sst. TIL. 2995. — 5) tilliggende, over- drev, græsmark; alt Eghebiærghs fangh met al syn tilliggelse oc til- -høringh. Molb. o. Peters, 24; skow skyel oc markeskyel, som war mellom Brethemathe byerk oc Sersleffangh. Dipl. Chr. L. 103; (1470). Rosenv., G1. D. I. 9; (1539), sst. IL 95; (1549). - sst. I. 124; laughefidt paa Åtzertorp gaardt och fang (1587). sst. IV. 103; Fortofit oc Fortoffts fangh (1483). n. D. Mag. VI. 78; aldt Ørckels bye och Ørckels fanngh (1579). Fynske Aktstk. 101. Smlgn. by-, markefang. — 6) fangst (vildt- ets dødsstød); hand nogle selv gav fang, det ej maa kaldes stikke. Bor- ding. II. 120; vel stor og rask.en hiort hand selv til hest oprende, til den omsider faldt udmattet over ende og fik af hannem fang. sst. U. 210; derpaa gifver ham (0: hjorten) et blodigt fald og fang. Kingo, Chr. V. anhang. g1. Smlgn. t. fang. — 7) hold, sting; fich ieg offuer borde et hefltigt fang som on gren aff ilia pas- sio, siden Jindrit det fangh (1549). V. Simonsen, J. Brahe. 93; hand har et fang i siden. Moth. — 8) lig- fald. Moth. Til bet. 7) og 8) smlgn. Aasen: fang 6); sv. fång, forfang- enhed. — 9) mellemrum; der er et svart fang imellem. Moth.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᚮᛚᚴᚽᚠ.ᛁᛚ583ᛒ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.