Folk”ev.

The Old Danish word Folk”ev. can mean:

• I. 2055; paa det andre kunde efft- erfølge det gode oc fare vel. Ranch. 7— særlig: f. ilde 0: føde for tid- Jig; Moth, abortum pati, føde i utide, fare ilde. Nucleus latinit. 1115. — 4) fare (fares) ad 0: gå (på en vis måde); thet var en komningh rig oc koth, een stundh for hannum vell atb. Romant. Digtn. IL 249 = fors hanum wæl adh, sst. I. 147. — 5) fares ad 0: vise sig mod; dend er glad, som lykken vel fares ad, P. Syv. I. 159. — 6) fare med 0: a) handle med; tha fare sig ther met, tha baakerende er, som man bør at fare met en geestelig man (1425). S. R. D. VIL 514; ther han thz fraa, thz jeg for mz hans kemper saa. Rimkr. 42"; det kand icke skee vden arbejde, at nogen vil berede it gestebud oc fare vel met gesterne. 2. Makk. 2.s (1550, 1647); sie nu, huor hand fuor med keempen dynn. Grundtv., Folk: ev. I. 2062. — tha skal fares met them som meth andhre friidløse men (1477). Fynske Aktstk. 28. Smlgn.medfare. — b) give sig af med, øve; foor han møghet met thæn sortæ konst. n. D. Mag. V. 167; for kogel spijl, the ffore meth. Rimkr. b5'; om ieg hade ey so faret mz leg sst. eel. — c) have at fare med 0: have med sig, have; fordrister sig nogen heremod at selge eller udtappe enten brendewin eller anden årick, tha skal then samme haffue forbrott, hues hand haffuer med at fare (1588). Rosenv, G1. L. IV. 256; en aff disse ti tog de breffne, som hand haffde met at fare. Vedel, Saxo. 76; den for- åræffige maler Apelles Dlef en gang skibbruden, der til med ocsaa alt, hvis hand haffde med at fare, aff røffuere fratagit. H. Skonning, Hed. Philos, 786. — hun. haffuer diæfflen met at fare paa den tid oc icke vor herre. Palladius, Visitatsb. 90.z0-21; »ut. tm. a) på farende vej (rejse) o: på vej (rejse); vfyrmer hanum po sim farende vwey til Jaget (1441). D. Mag, 3. R. I. 108; jeg hør, de er paa farende veye oc vil til andre lade sig leye. Kaneh. 278; (1649). Hist, Tdskr. 4. R. V. 238; dersom nogen fordrister: sig at gøre vangegemmeren nogen gevalt enten med gvæges fra- tagelse paa farende vey (1699). Geh. Ark. Åxsb. VI. till. 39.— huor mand haffuer icke lenge stunde, som den, der er paa siv farende reise. Colding, Btymol. 220 (u. procine- tus). — b) rørlig; her Stygges møller, som Laghe lood tage vd aff hans mølle, skulde have hans farende koste igen (1464). Barner, Fam. Rosen- krantz's Hist. I. dipl. 116; brende hand nogen byer aff vden for staden,orttog fæ, queg oc farende gods. Hvitf. IV. 185, Smlgn. Sch. u. L.: varende 2); Grimm, Wb.: fahrend 2). — ej) gangbar; afsættelig; skal hand betale oss 1000 marck, vdi klæde, [1000 marck vdi] vox oc hamp oc 1000 marek udi farende gods. Hvitf. UL 411. Således må der Jæses, jvfr. Dahlmann, Dmrks. Hist. (dsk. ovst.) I. 667, hvor nt. haue, svarer til farende gods. Smlgn. Sch. u. L. V. 205.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᚮᛚᚴ”ᚽᚠ.
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.