Fin

The Old Danish word Fin can mean:

• to. god, dygtig, ærlig; icke allene y apostelerss tiidt bleeft messen saa holden, men oc lang tiid siiden hoss theris efiterleffuere, fine aposteliske mendt. Tavsen. 107; ieg sagde dem disse tidinger fine. Herm. Weigere. 24; naar hand jætter paa hans tro at holde fin. sst. 105ir.; Sange f. Reformat. v. Brandt. 17;thette beste raad, ieg sige kaundt, i ere sielffuer fuld finn en mandt. Ludus de sto. Kanuto. v. 571; Vedel, Saxo. fort. 18; haffuer hand skicket sig vdi lærdom Jefinit oc omgengelse, som en ærlig og fin præstemand egner oc bør (1601). D. Mag. V. 90; Jo- hannes Huss, den fine, fromme mand. Synders Speigel. 105; vir est hone- stus, fin mand. Colding, Etymol. 568; Arrebo. II. 124; hand din' aar i kraft opsætter som ørnens, gior dig ung og fin. Kingo, Psalmeb. 398. — ironisk; ieg haffuer inted saat den fyne mand tiil byfogiid, att hand skulle illudere myne forordninger. Chr. IV. Breve. (1636-40). 126; naer dom- men er gangen, och dend fine mand er uell streckt till att erfare uidere om hans dont. sst. 428. Smlgn. dandemand. — fins 0: ren; sølff pen- ninge, stycket paa en halff gylden skall holle xiiii lodt fiins, item sølff- penninge xii paa en gylden skulle holle viii lodt fiins (1514). Suhm, Ny Saml. IL. 1. 141. Det er måske usikkert, om dette ord er en gengivelse af t. feines el. sammenskrivning af fin s(ølv). Anf. st. bruges i samme forb. fin. .

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᚠᛁᚿ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.

Also available in related dictionaries:

This headword also appears in dictionaries of other languages closely related to Old Swedish.

• Old Swedish - K.F Söderwall's Dictionary