Befale

Old Danish Dictionary - befale

Meaning of Old Danish word "Befale", as defined by Otto Kalkar's Dictionary of Old Danish language.

The Old Danish word Befale can mean:

  • go. (nt. bevalen.)
  • 1) overgive, betro; (1440). Kineh, Ribe.:811; tha skulle the. aff radhmennene befales konningens foghet (1477). Rosenv., G1 L.'V. 208; ieg befal eder mine børn. Herm. Weigere. 62"; (1608). V.Simonsen, Eske Brock. I. 98; jeg vil ingen befale mine ofverbletne lefninger. B. Tott. III. 252; — dat. svag: meg befaledæ syn hwsfrw i hand. Rimkr. n8; jæk befaledhe bannom j thin hondh. GI. D. Bib. 4. Msb. 21.4; reyste han til Egipten oc befalede sin søn Tito krigshandelen mod iøderne. Tidemand, Jerusalems Forst. bl; — dat, stærk: kaldede Rus til en me- sterekok, befol hannem stegerset med gryder alle. Br. Rus. 8;— tm.; deris befalne oc betrode. Herm. Weigere. ]70; du skalt vere mig befalen, Jer. 40.4 (1647: befalet, Jigel. Herm. Weigere. 165; Vedel, Saxo. 451). —
  • 2) byde; stærk dat; Mander. Rejse. 45; met merckelige ord befoel han der. Herm. Weigere. 238; huilcke hand befol at vddele. Kirkeordinans. 1539. a4; befoel det at siunckis vdi haffsens dybhed. Vedel, Saxo. 24; befol hand de galger at nederkastis, Hvitf. VII 86; befool oc iorderig saa mangen søe lossere. Hexaem. 88; om mig befoelis at anvende paa mit fæderneland det, jeg. hannem hafde lofvet. B. Tott. I. 96; P. Resen. 20; — f.m.: det vaare gaat, mand befole. Hvitf. IX. f4'; — tm.: wduortis cere- monier oss icke budne oc befallne aff gudt. Fr. Wormordsen, Handbog om den rette Messe. al". — Be. falelse, no. overdragelse, hverv; huileken tro oc befalelse wi saa anam- me oc vndfange skulle oc ville. Hvitf, IV. 297.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛒᚽᚠᛆᛚᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.

Abbreviations used:

go.
gærningsord (verbum).
n.
norsk.
nt.
nedertysk.
t.
tysk.
dat.
datid (imperfectum).
tm.
tillagsmåde (participium).
et.
enkelttal (singularis).
f.m.
forestillende måde (conjunctivus).
g.
grad (gradus).
no.
navneord (substantivum).

Back