Aråde

The Old Danish word Aråde can mean:

• go. (æsv arapa) overfalde; huo som gør then saar, som arathær ... then, som, aradhær haffue hiemgjeld. Rsv% V. 93. Jf isl råda &. — Åræde, no. (isl årædi) = åråd 1); vort keiseren harlæ rædh oc vente sigh arædhe aff thom. HKv 6620-21; Rsv? V. 142 (ovf. IV. 941b18); ÆB 2 Msb 2118 (ovf.0 1. 689216); them giorde jeg skade oc stort aaræth. Rkr b3". Årøn, no. prøve, erfaring; ladh os taghe arøøn. Psd I. xx». Mulig ord- ene skulle skilles, jf røn og å, bio. 2). — Årørende, tm, vedrørende, ved- kommende; allæ andræ, som thetta & rørende ær (1400). DoB 92; brefi, som mich arørendæ æræ (1402). sst. 150; thet II ær arørende (1407). DM. 363; pa alle sydher then sag er arørende (1487). Hub I. 60. Jf røre 5b, anrøre 3). — Ås, no. (isl åss) 1) i muv. bet. a) plovås; Etym 1295 (ovf. u. dræt 2)); NL 1846. — b) bjærgås; aass paa bierge. Diet (= jugum); biergaas. NL 669. — 2) = rygås; (1535). DMs V. 116 (ovf. IL. 759bm8); aass til huuss. Dict (= columen); PG 130. Jfn- % brand 1) (1. 2048). — 3) kammen på fugles brystben. M. — 4) den udstående del af struben (strube- brusken). M (= jugulum). Mulig kun overs. af det 1. 0., jf dog svd ås 0: hals. — 5) sammenhængende del af den fælles bymark; en aas er en temmelig deel agre aff en bye marck, som ligge tilsammen. Bernts III. 450, jf owf. I. 428a1; en mark, kaldet4 Steenstrup aas (1714). Repholtz 124, jf not 56. Jf møn-, plog(s), 1Yg-, vindås (IV. 839bs9). Ås, no. (fsv as) ådsel; døthe oxæns 2as ællær kropp. ÆB 2 Msb 215,86; som ædher aff siælff doth ællær aas. ÆB 3 Msb 1716, 72 (ovf, TIL 732b9% 1550 begge st.: ådsel); then slæmesthæ aes er wordhen myn krop. HM 179; huor som døt ames findis utii marchen.Rey" 1V. 59; huar somhelst it anss foor werit, ther forsambles oc ørne. Matt 24m (1524; OP: sadsel). — Ås, no. (n as) støj. M. Vel kun n. — Åseende, tm. (fsv & seande) seende på; bædræ ær thec, at thu gor vith, æn Gudz vredæ giuer tek noket tegen oss alle aaseend. HKv 818-143 thinæ øwen ascændhe. ÆB 5 Msb 2892 (Vulg: videntibus ocvlis tuis). Jf anse 1). — Åsju[øjn (åsyn), no. (isl åsjån) 1) på- syn, syn; tage theris godz i theris giomme med fogdens aasiun. Rsvé V. 134; ÆB 1 Msb 36 (ovf. Il. 853a20; Vulg: aspectu); (1512). KD IL 194; ø miskal i forsamlingens asiun gaa. Mb 21; VdS 183; vdi fem hundrit menniskis aasiun foer op til himmelen. HemmLV fort 12; i alle folckis aasiun fødde hun en merckelig søn. Lysch 224; (1648). Rey" IV. 357; udi de for- nemstes aasiun saa skulde ydmyge sig. BT I. 27. — (ud)i (til) å. 0: så at det kan ses; huor for staar fattige folckis block i huer mands aasiun ovey. PJV 5414; BT IL. 278 (ovf. IV. 293b81); — giffue thet Gud, at meg offver gaar Gutz plage alle mand till aa sywn. PE 3; ligger til sastun endnu paa denne dag. Strelov 200. — 2) syn, skøn, besigtigelse; skicke ther till skælligh aasywn, som thet randsaghe. DC 158; vaare vij paa een aasiwn at besee ett hwss (1518). KD I. 292; skal then, som paaklager, mue tage aasiunn (1558). Rev? IV. 260; aasiun paa huuss, jord oc andet, com- missio, Diet; M closter bygning, hauger og Bskeri taget udj aasiun (1695). DS V. 235; — met ligoms asiøn ... thet maa sees aff hennæ, at æy so ær. NAM VI. 196-7 (= 1 per aspectum corporis. sst. not 12); (1540). DM IV. 20 (ovf. II. 348b12); — (1570). TT 1872 122 (ovf. I. 498b u. fæld w 3). — skøn, omdømme; fynnæ padhe j thyn asyn. ÆB 1 Msbd 325 (Vulg: in conspectu tuo); TVd 144" (ovf. III. 733a11). — 3) udseende, skikkelse; ther efter syntis hon met vænæ asyn oc rosen andl. HS 12%; dJ'Vrfé Il. 13 (ovf. IV. 626840); de binanden aldrig før af aasiun kiendte,AB I. 1962. Jf nuv. k. af anseelse (bet. 5) ovf.). — 4) forbillede; huilkeder wore det gantske folk en spegel oc asiun. Huberinus 14. — 5) (isl åsjøna) ansigt; som røgilse for thjn aasiwn. Ps 1412 (FV; OP; onsite); flyde fend- erne aff forskreckelse for hans sasiun, VS 451 (jf: de reddis for hans an- sict. sst.); en qvindis ondskab for uender hendis aasiun. Jes Sir 2516 (1607, 1647); Etym 1489 (ovf. I. 5629; hvilke Gud forstøtte aff wor forelders affsion. ApG 745 (1524; CP: aasyn; 1550: ansict; til sammenblandingen af å og af jf ovf. IV. 931261); — ladth lefined vere retferdigt i din aasyn, CP IL. 360; ieg beder for din asyn, Ps 11988 (CP; 1550: ansict). Enduu brugeligt i digtning og kirkesproget. — Åsjumsbrev, no. skriftligt vidnes- byrd af øjenvidner; ett aasiuns- breff aff S byting lydendes, att nogle mendh hagde vittnett (1540). Rsv II. 127. Jf brev 1). — Åsjunsmand, no. (fsv asynarmau) synsmand; ingeonc» bygge sinn nabo nermer, endt som asiunsmendt tøckis got (1484). Rsv' V. 558; førre en forskrefipne aasyws men ther hoess komme at atskilge oc them emellom at delæ thet fælde (1492) GhA V. 79; sex aasiunes mend (1540) DM IV. 20 (jf ovf. WII. 348b19); — (1472). KD I. 206 (ovf. IV. 388b). Jf sjunsm. —Åskud, no. jord, der grænserw til (noget omhandlet); the men, som ther bode oc aaskodh haffde paa fort øster madh (1476). FA I. 67; asem medstrømes neden fore theres gorde, som aaskod aahaffue (1534). sst. 73; al den deel, rettighed og aaskud, MB har norden paa R mølle (1549). sst. 192; then tydth her J indtogh samme haffue, tha hagdhe handt thet y Brylle- mendz myndhe, swo mange, som hagdether aaskodth paa (1545). KhS VIII. 245 (fynsk). Som det vil ses, ere alle prøvesteder fynske. Jf mnt apsohot; d. 0. bruges også om fiskeret (jf Schul L. 101b»7), mulig i denne bet. ovf. I. Jf skjude 123). Ordene synes særlig brugte om at grænse til vand, jf SchubI. 101b10. Åsted, no. sted, om hvilket der er tale (i en vis sag); (1548). Rev so I. 75 (ovf. IV. 424b18); thesse be synderlige aasted. sst. 76; JV. Ti; haffer de satt stager och skell så stedtt fra aastedtt (1858). NAM VI 137; (1558). Rev? 1V. 282; skal

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛆᚱᚮᚦᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.