Ager

The Old Danish word Ager can mean:

• no. ik (& is] okr) rente, åger; du skalt inted aager tage aff hammem. 3 Msb 256 (1550; ÆB: ogher); det aager, huileket man met aanddligt godz handler oc bedriffuer, HWR 180"; det store wbillige aager. Hvf IX. vv3; VSO; — nogen aagger at bruge (1558). Rsv"% IV. 284; tage nogen rente eller aager aff pendinge. sst; Kv v2595ovf. IV. 211bs4); recessen tilsteder nogen aager [med] beskied (1579). KhSs VI. 502; — nogen vbillig ager (1622). KD V. 47; — CP I. 263; Luk 19zs (1524 og figd. overs., ovi. III. 464b1); lad hannem over pant tredobbelt aager tage. AB II. 73 (frgd. o. ovf. IL. 58024). — Ågerbrev, no. skriftlig overenskomst om rente, gældsbrev; nar nogen aaggerbrefiveomme udi rette (1557), Rsv" IV. 251. Jf brev 1). — Ågerfolk, no. åger- karl; aagerfolek, kompuger. PIP c5'; en prest forbandet (0: forbandede) aaggerfolck. KP ii2'. Jf folk 3). — Ågerfuld, to. fuld af (vunden ved) åger; de kunde undsette landet med deris aagerfulde formuffve. GHD Il 158. — Ågerkarl, no. (æn okrkatl) i nuv. bet.; Thms 219” (ovf. IL 594bsj; ? skalt du icke være hannem som en aagerkarl, du skalt icke legge aager på& hannem. 2 Msb 225 (1607, 1647); Etym 462 (u. fænerator); ComD & 864 (ovl. III. 79223). Jf s 93926. — Ågormand, no. = ågerfolk; fenebris, contract som ogermen have. CPV kl. — Ågerpuge, no. = ågerfolk; du est gerig 00 ét wæettelig aagerpuge. Tåm ITIL 109% Jf puge (UI. 525bs0). — Ågerurt, 10.t. 0 chrysantemum segetum; bellis li- tea (=c. s.), aagger-urt. Kynl 15. If t wucherblume og lign. navne, Nemn I. 1027. — Ågre, go. (fsv okra) Hue ti redhæ, for i hafdhæ penninghæ at bredhæ. HM 54; fænero, tager rente, aagrer. Etym 462; Steph II. 625; agre, prutte, skinde. Schandrup, Skr a4. —Endnu alm. — 2) vinde ved åger; aagerkarle skulle aagre hans gotz oc penninge. Ps 10911 (CP); stor rentte kunne the vell aagre. BruunV 36; hvo som giver den arme, hand aagrer Gvds velsignelse. PSO t. 17. Jf: then okra soudhi, som miskunna fatikom, Sv medel- tids-post II. 1562 (anf. h. Sdw); Fornsv legendarium III. 2521 (se Sdw: oker). Ågre, se øgre.Ågæra, se afgærd (I. till 52).Ågrod, no. agern. M (som j).Ågrot, tm. fastvoxet. M.Åhold, no. tilbageholdelse, be- slag; haffuer Jadiitt giøre aaholdtt paa saadantt landgilde (1589). KhS VIL » 515. Jf isl åhald 2: besiddelse, ejen- domsret. — Åholde, go. 1) holde på. M. — 2) opholde, nære (livet). M. Åhør(e), no. (fsv åhåra) påhør; i mene capittels oc wore nerwærelsse oc abøre. DC 109, 179; vti forskrefine mester J's aahøre (1541). DM VI. 40; huis hand våj sin offrigheds aber hafluer loffuid (1596). RdU IV. 418; under hans mayts og Danmarks riges &eraads nærværelse og aahør (1597). TT% 1872 119. — Åhøre, go. (fsv ahåra) høre på (til); M; — han swaredhe til A, them allæ ahørendhe. ÆB 1 Msb 2310; — sagdhe han sanete Birghitte & hørænde. KSE 616. Også i Fov er tm, den sædv. brugte form, se Sdw. — Åhørelse, no. (fsv ahår- ilse) = åhør(e); y gothæ mænze nær- værilsses aahørelsse (1493). DM III. + 230; sig mu derom udi alle disse gode mænds aahørelse, CIS 639. — Åhør- ing, no. — åhør(e); Christus predickede for sine disciple ij phariscerns aahør- ing. TSd 120; haffuer hun i gaat folckis aahoring sagd. Hvf VIL 98. Åkald, no. (isl åkall) 1) råb (om hjælp); høres roob eller aakall. Rsv% V. 51; Vor Herræ hørdæ mit akaal. Br 11918 (= myn aa kallen. KbS I. & (497 = Ps 610). —— 2) krav, fordring; (1382). Rev 1V. 22 (ovf. IV. 9312). Jf kald. — Åkalden, no. (fsv akållan) påkaldelse; mæth all a kallænd kallæ æk & thint hælighæ nauæn. Br 5910; see vp til Vorherræ oc haff thin acallen til hannum. HKv 664. Jf ovf. sp ao. Åkære, no. (isl åkæra) påtale, krav; then gordh, som her G giwer akiære oppa (1468). DVb 50. Jf kære. — Åkære, go. (isl åkæra) klage, påtale; bethæ then, ther akærende ær (1417). DM 1. 869. Jf kære; fare sig ther met, tha aakerende er (1425). SØD VI. 814. Ål, no. hank. (c isl 40) 1) i nuv. bet.; tag en aal, stud hannem. SmdLb 1. 27; PSO I. 172 (ovf. IV. 18321); — AM 187 172 (ovf. I. till 1122); dødhen kommer som en ool. Br 2999; Smst 351 (= I angvilla); OPV; MP 248; Etym 59; Steph I. 1232. — fit.; ther gongher oolæ vdi, som æræ tyuæføder Jangæ. MR 865; (således er ale opfattet AM 187 106, men både til- føjelsen: grønæ, og hele sætningen gør forkl ovf. I. till 112 sandsynligere); — PIV 280 (ovf. III. 582 as); tøre Lim- for aal. SKT 24; færske aal. Holst V. 218; 1 tynde aal. Beruts II. 183; PG 180. — gribe en ål om halen o: gøre noget usikkert (forgæves); slig er di iomfruer i deris thalle, alt som mand griber en aall om hale. DgF IV. 359b (= orm. sst. 858b); TK 57. Jf BWI. 10: he krigt den aal bi den stert. — 2) = døraxel, se d. 0. — 3) træ, som mølleaxen hviler på. M. Jf bet.: fure, rende i Isl og n. — 4) sort streg langs et dyrs ryg. M; — vallak, musegraa med aal. Dagbl 1880 nr 90 sidste sp. Jf MbD; også i Sv og n. — B) folder på strømper (omsmalbenet). M. Endvu høres: strømperne bænge i ål, Jf BW I. 10: he het ale in de basen; Dalin: ål 3). — 6) hæng- sel af vidjer el. træ. M. Jf svå åla; isl ål o: skindrem, ol ndf.? Jf kævl- ings-, pekkel-, pis-, stange-, sø- (Ill. 748519), gård-, skrædder-, suderål. — Åledræt, no. ålefangst; aff huer aaledrette then thiende aal, som the andensteds giffue aff wore aaledretter1519). Submr" II. 2. 186, jf dræt 1) (6) ål som afgift jf ovf. IV. 84004); (1584). For Ide o Virkeligh 1872 I. 93 (ovf. Il. 293262). — Åldrætspenge, no. afgift af ålefangst; aaldrets-

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛆᚵᚽᚱ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.