Ærved

The Old Danish word Ærved can mean:

• no.? T præst sværges »er- vedet« til landgildet til evindelig eje (1448: KhS4 Il. 275. Mulig = ælved(se ovf.), jf hwalff ovf. II. 30926 = isl hvarf; mulig fejl for evredet o: ævred, der dog næppe er påvist så tidlig i denne form, jf avred. Ærve(de), go. isl erfida, svd årvås)
• 1) arbejde, have møje; jech ær- wæthæ i myn swkken. KhS I. 427 (= Ps 67; OP: arbeyede; Vulg: laboravi); land,j hwilkith som j ikke ærwidhe ællær arbeydhe. ÆB Josva 24 133 tog skal iæch ærfluedæ. Kemp 19025; — ærliw- ændhes j halffthrediesynsthiwgæ aar i manghehandhe arbeydh. GKS 1. Jf nåf. 180. —
• 2) udvirke, erhverve; the skulde met theræ bøne ærue henne thet aff Vorherræ, I1Kv 5216; bad, ath hun skulde ærve henne nadæ aff Vor- herræ, sst. 662; ærffuer mek eth heder- licht oc høwest leffnet (1497). Thottske Saml nr 553 (4%) 107". Samme ord somo arbede; bortfaldet af endestavelsen mulig påvirket af ærve (se ovt.). — Ærved(e), no. (isl erfidi) arbejde, møje; dør thæn hest i hans ærvith. Nyrop, Skråer I. 10; manningen man ærueth lif iac vith. HKv 3320; meth faræ, erwædæ oc manghæ honnæ nødh. MR 1759; som ær fult mz ærffwede oc drøffuelse (1497). Thottske Saml or 553 (49) 86"; mynæ henders arbeydef ok ærfwedhe. ÆB 1 Msb 3142; Br 20328; — fordi er erffuit gaat, at gotzet ey regner i mwnden. PL" 75; gaffn skal mz erfuede gieldiss. sst. 16" (= arbeydhe, arbedhe. PI%% I. nr 226, 148); ænkte ærwodhe skal wordhe. ÆB Dom 180. Jf Lund: ærvapi (æri- opæ); fsv alåJjrvopa. — smærte, pine; tha waxæ the (9: børns tænder) udæn ærwæthæ, AM 187 9317; therso megit ærffuit oe pyne haffuer told. HKv 516, 812. Jf ugeæ.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛅᚱᚠᚽᚦ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.