Ære

The Old Danish word Ære can mean:

• no. hunk. ( isl æra)
• 1) i nuv. bet.; the æræ, jech førræ fech, mæt sorgh hun mek forgik. RD II. 205; CP I. 255; ieg atspør icke min ære, men der er, som hende at spør. Joh 80 (CP, 1550, 1607); huor ville i lade eders ære, at hun bliffuer icke bøyet iblant de fangne. Jes 108; DgF V. 1. 364a; denne ære ... hun skalicke giffuis noget creature. TdmU i6; der. tilsteder icke dieffuelen, at saa- danne folk giffue Gud sin ære, thi de tencke, at de ville beholde hende self. Tdm I. 33; Psd I. 1502; dend, mindst søger æren, faar hende snarest. PSO I. 94. — lægge æ. ind, se ovf. I. 408bss; huer vilde legge ære ind paa dem. HWR 178". — med æ. sagt 0: det være tilladt at sige; fand-ens sidste dreck (med ære sagt). Hasen- miller b4; ligge vdi luse (med ære sagd) laggen. sst. k8. Jf ovf. IL. 10544; IV. 47981. — særlig kvindelig kysk- hed; tabte sin ære, der hun hende vilde forsuare. HWR 54. — nyde ens æ. 0: have første samleje med; all min ære hand nødt, DEF V. I. 364b; en pige krænket er, du hendes ære nød. Helt, Skr 48, 47 (ovf. IV.962 b18). Jf tugt og æ. ovf. IV. 478 bær; GrimmW: ehre 8). — ægteskab; — gribe til æ. o: bejle; stander enmu ett anditt gifftermaall wdj gierde, saa att min herre opregnede 14 aff thisze wnge karlle, som nu wille gribe till æhren. RAAH till 51. Jf SchuL: ere 2). —
• 2) herlighed, pragt; øghæv æræ all lechæmæns æræ oc fæghrendæ. AM 187 126; Solomon war icke ss0edder vti al syn ære. Matt 629 (1524, CP; 1550: herlighed; Vulg: gloria); PSV 458 (ovf. IV. 25b47). Jf uære.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛅᚱᚽ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.

Similar entries:

• Ære (I)
• Ære (II)
• Ære (IV)
• Ære (V)