Mund

The Old Danish word Mund can mean:

• no. hank.
• 1) i muv. bet.; tho thin mun. mætk goth ædikæ, tha dønær han æy. Arnemagn. Hdskr. 187. 30.1; ther» inwvnd er sam stoor, ath han rekker fran æn axlæ tell æn annen. Lucid. 46; thin mwndk, han swidher aff yallæ-saræ. Psalmeligtn. I. xxra; ladt din mwnd vijdelige- op, ieg will hanwm iylde. Ps. SI.n (Fr.; so Vormords., Chy. Pedersen, 1500, 1607); jeg loed min mund icke synde, at han yndskede hans siet en forband- else. Job. 31.50. — mund gaber A, flæber E, griner I, måver O, tuder U. Motli. — bruge mo: skænde; lad Laban bruge mund for sine døtre. (rer- ver, Hell, Dage. II, 106. Endnu brug- eligt. Smlgn. sv. bruka mun; n. bruka mnunnen. — fravinde (0: fravidne) nogen hans m. 0: føre vidner mod, hvad nogen har udsagt uden for ret- ten, og derved afskære benægt- else: hagde hamom sinn mund fraa- vundet. (1557). Rosenv., GL D. I244; alldeles uvittherligtt hatfuer vunditt hinde emodt-och vunditt hinde hindis mund. fran (1578). sst. IL 308 (jvfr.not. 2. sst.); efter kong. maj. mandat, at ingen. maa anden sin mund tra vinde (1609). D. Mag. 4 R. IV. 130. Jvfr, ingen kan vidne een sin mund fra. P. Syv. IL 332; vidne pan eens mund gjelder ikke mod hans egen benegtelse. Chr. V..D, L. 1-13-21. Smlgn. Ste- »maun, Retshist. 197 samt vidne ndf. — have 1. på skaftet; der nødis til at tie qvær og har ey mund paa skafted. Sorterup, Småsag, 3, Udtrykket synes her forståt. om at kunne tale, svare igjen, men m. her er vistnok lig is mund, hånd (jvfr. mund ovt.). Smlgn, nuv. have hænder på skaftet, se Ordb. o Gadespr., jvfr. Bording. IL. 446: uaturen. os saa vel paa skaft har givet shænder som Svensken. — komme (møde, stå) tilm. 0: a) komme i tale; at wij mag obenbarekommethem tilmundzoch verdz. Prædikant. Gensvar. 39(= D.

Possible runic inscription in Medieval Futhork:ᛘᚢᚿᚦ
Medieval Runes were used in Denmark from 12th to 17th centuries.

Similar entries:

• Mund (I)